Forestillingen "Det store stilehæfte" er den sidste i rækken af de tre bedste danske forestillinger, lige nu, som Svalegangen har satset på at sætte op. Det er en forestilling, som hurtigt får tag i publikum, og som spiller på hele følelsesregistret.
Skuespillerne er ekseptionelt dygtige. Morten Nielsen og Andres Dawe er rigtigt gode i rollerne som tvillingerne. De forskellige biroller er besat af Lene Vestergård, Lotte Faarup og Basse Dam, som leverer den ene pragtpræstation efter den anden.
Stykket handler om to tvillingedrenge, som afleveres hos deres bedstemor, fordi der er krig, og hun ikke kan brødføde dem og er bange for, at de skal blive ramt af luftskyts inde i byen. Drengene er bestemt ikke velkomne hos bedstemoderen, eller i den by hvor hun bor. For at overleve er drengene nødt til at finde på en overlevelsesstrategi, og det er denne strategi og det, drengene bliver til ved at følge strategien, som er det interessante i handlingen.
Drengene overlever ved at gøre sig fri for følelser både fysiske og psykiske. De bliver efterhånden mere og mere afstumpede, de opfinder deres egen retfærdighed og moral, hvilket gør dem frastødende samtidig med at man godt forstår dem og ikke kan sige sig fri for at have reageret ligesådan i samme situation.
Alle drengenes oplevelser bliver skrevet ned i deres stilehæfte, som er godt gemt af vejen, så ingen kan finde det. Drengene oplever såvel gode som onde ting, ting de forstår og ting de ikke forstår og alt bliver noteret i stilehæftet efter regelen "ingen følelser, kun fakta".