More news

 
Literature
Et liv på kanten

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Et liv på kanten
Wed 22 Dec 2004

B.S. Christiansen - fortalt til Lars Vestergaard

"Et liv på kanten" er en spændende bog om en helt almindelig dreng, som skulle have været elektriker, men som i stedet endte med at blive jægersoldat, med utallige hårde efteruddannelser bag sig. I dag bruger han den viden og erfaring, som årene som jægersoldat har givet ham i arbejdet som coach og rådgiver i såvel erhvervslivet som sportsverden.

B.S. Christiansen er kendt fra flere programmer på fjernsynet. Han er en yderst spændende person, som har set og prøvet mere end de fleste; alene derfor er hans biografi særdeles læseværdig, og man får samtidig et indblik i en af de hårdeste uddannelser overhovedet. Bogen kan bedst sammenlignes med Andy McNaps bog, Elitesoldat, en biografi over hans forsøg på at blive optaget i SAS, som er den engelske pendant til de danske jægersoldater.

Bogens titel Et liv på kanten henfører til, at B.S har levet på den kant, hvor det er umuligt at lyve for sig selv, og hvor man, hvis man ikke kender sig selv til bunds og er 100 % ærlig om, hvad man kan klare og hvordan man har det, risikerer både sit eget og andres liv. Som elitesoldat var døden altid med i rygsækken og man var meget bevidst om, at livet skulle leves nu og her. Den filosofi forsøger B.S. Christiansen stadig at følge og det kan vi andre måske lære noget af.

Et liv på kanten har slået alle salgsrekorder og der er stor sandsynlighed for at finde mindst et eksemplar under juletræet i år. Det er fuldt fortjent da bogen er både velskrevet og meget svær at slippe igen.

B.S. Christiansen: Et liv på kanten
Forlag: Aschehoug
Sider: 364 sider
Udgivelsesdato: 19.12.2004
ISBN: 87-11-11700-1