More news

 
Literature
Patchwork - året rundt

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Patchwork - året rundt
Tues 8 Mar 2005

"Patchwork - året rundt" er en hobbybog, der sigter efter at give patchwork-entusiasten en række nye ideer både mht. til materiale, mønster og anvendelsesmuligheder. Men selvom der er vejledninger, er dette ikke nogen begynderbog, og man bør ikke kaste sig ud i den, hvis man ikke er temmelig sikker i sin symaskine-føring.

Hanne Asplin Firman forklarer i sin indledning til Patchwork - året rundt, at bogen er tænkt som en kilde til at få farveideer, tekniske løsninger eller ideer til quiltning fra - og det opfylder bogen til fulde. For selvom der er mange, der holder af patchwork, må de fleste indse, at der dog kun er brug for et begrænset antal sengetæpper. Så er det herligt med nye og anderledes ideer, og dem er bogen rig på:

Der er naturligvis også traditionelle ting som puder, tæpper og duge af forskellig art og dækservietter, men her er det værd at lægge mærke til bestemt ikke ukomplicerede mønstre, der foreslås, og som ofte forfines med raffinerede quiltninger. Men der er også en lille både-og pung til nøgle og småpenge i adskilte rum; små tasker i både børnevenligt og diskret voksent design; et "juletræ" til juleposten og en sjov pakkekalender; forklæder til både den lille og den store kok; håndsyede glasbrikker og vatfyldte siddeunderlag. Og mulighederne for variationer er næsten uendelige.

Der er ikke til at komme uden om, at dette er en lækker bog med masser af gode ideer. MEN den kræver altså et vist forkendskab til patchwork- og quiltningsteknikker. Har man det, rækker bogens mønstre og beskrivelser fuldt ud til at få de samme smukke resultater uden alt for store problemer; men hvis ikke man har det, vil man hurtigt løbe panden mod en mur, når man begynder på et af projekterne. Derfor vil jeg give den min varmeste anbefaling til en værd erfaren patchworker men en lettere forbeholden til nybegyndere.

Hanne Asplin Firman: Patchwork - året rundt
Forlag: Aschehoug
Sider: 72
Udgivelsesdato: 11.02.2005
ISBN: 87-11-26397-0