More news

 
Literature
HCA - et livs digtning

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
HCA - et livs digtning
Tues 10 May 2005
Alsidig. Således kan man ikke sige om mange af de 'jubilæumsbøger', der netop nu udkommer om den gamle digter. Ikke desto mindre er det, hvad Johan de Mylius' bog "HCA - et livs digtning" er, og ikke mindst er det, hvad den gamle digter var! Alsidig.

Det er en åbenlys struktur, Johan de Mylius har bygget sit digre værk om H.C. Andersen over; en niche af de kloge og anvendelige. 'HCA - et livs digtning' er simpelthen en kronologisk fremstilling af vores jubilars livsfaser, beskrevet med udgangspunkt i hans egne tekster. Eksempelvis havde H.C. Andersen et særligt og dragende forhold til døden - uden at man dog af den grund kan tale om en decideret dødslængsel - og dette livets absolut sidste fase illustreres med hans første publikation, digtet Det Døende Barn. Smukt, ikke sandt?

Breve, dagbogsnotater, essays, rejsebeskrivelser og eventyr tumler sig mellem hinanden på de knap 900 sider og giver læseren en åndelig saltvandsindsprøjtning. De anvendte originaltekster præsenteres flot af Johan de Mylius i moderne dansk og er forsynet med en introduktion, som på en og samme tid er litterær og biografisk. Litterær, fordi den forholder teksten til sin samtid og det ganske forfatterskab og biografisk i forlængelse af bogens struktur, der har forpligtet sig på en beskrivelse af Andersens livsfaser.

En kolos fuld af ambitioner - både de Mylius' og H.C. Andersens, og selvom bogen qua sin størrelse ikke rigtig duer til godnatlæsning, har den potentiale til at blive folkeeje. Eventyret om eventyreren kan nemlig fortælles i en uendelighed af nye angrebsvinkler, hvoraf nogle består, mens andre forgår. HCA - et livs digtning forekommer at være en overlever.

Johan de Mylius: HCA - et livs digtning
Forlag: Aschehoug
Sider: 886
Udgivelsesdato: 30.03.2005
ISBN: 87-11-11657-9