More news

 
Literature
Italienske buffeter

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Italienske buffeter
Sun 22 May 2005

Man taler tit om det italienske køkken, men måske skule man hellere tale om den mængde regionale køkkener, lige fra det tyrolske alpekøkken i nord til de arabiske indflydelser i det sicilianske syd, som begrebet dækker over. Med udgangspunkt i 7 regioner, har Marco Baudone skabet en bog om "Italienske buffeter".

Hvorfor buffet? Fordi når alt kommer til alt, så er det ikke hovedretterne, der virkeligt trækker, men de fantastiske små forretter, antipasti, og rækken af desserter, dolci.

I første buffet præsenteres vi lidt paradoksalt, efter at være blevet belært om at en romer spiser romersk og en toscaner toscansk, for retter fra hele Italien: klassiske sydlig bruchetta, nordlig gorgonzola, det arbaiske islæt: mynten, holdt sammen i forkærligheden for det enkle fattigkøkken, la cucina poverta. Retterne er enkle og lækre, lavet af gode råvarer, og kræver hverken lang tide eller store indkøb.

Anden buffet er lidt mere avanceret: Her støder vi på klassikeren Vitello Tonnato - kalv med tun, en stor smagsoplevelse, på trods eller rettere på grund af den usædvanlige sammensætning. Tigerrejer, gnocchi og ovnbagte pærer med gedeost runder buffeten af. I de næste buffeter støder vi tilsvarende på en lang række lækkerier som Sogliola, Erbe e pancetta, rødtungefilet med pancetta og friske urter, Zampone con fagioli bianchi, fyldt grisefod med hvid bønneragout, Insalata di arance, appelsin- og granatæblesalat og hjemmelavet Tiramisù og Tartufi, chokoladetrøfler.

Retterne er lækre og relativt enkle, og der er fine billeder af de fleste retter, der virker meget indbydende, men alligevel kan man ikke undgå at blive lidt irriteret over bogens inddeling. Jeg ville så langt have foretrukket, at retterne var inddelt efter type: retter med fisk, retter med kød, vegetariske retter, desserter etc. Eftersom man sjældent bare tager en færdig buffet, men hellere vil sammensætte efter sine egne præferencer, bliver bogen svær at finde rundt i på trods af registeret.

Måske er problemet også, at det ikke er til at finde ud af, hvad der har været bagtanken med de enkelte buffeters sammensætning. Der er et lille forord til hver, men i stedet for at fortælle: "Her er en buffet, sammensat af retter fra det nordlige Italien", som bogen lægger op til, fortæller de om belysning på restauranter og lignende, som er hyggeligt og stemningsskabende men komplet uinformativt.

Alt i alt er det en fin bog, hvis man ligesom forfatteren selv blæser på, at der ikke er noget egentligt "italiensk køkken", og bare nyder retterne hver for sig.

Marco Baudone: Italienske buffeter
Forlag: Aschehoug
Sider: 90
Udgivelsesdato: 01.04.2005
ISBN: 87-11-26496-9