More news

 
Literature
Stuk af Herman Bang

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Stuk af Herman Bang
Fri 30 Sep 2005

Romanen "Stuk", der blev skrevet i Prag og udgivet i 1887, omhandler 1880'erne, den periode hvor København i rivende fart udvikler sig til en storby. Denne dynamiske ekspansion er dog ikke kun et ubetinget gode, hvilket illustreres ved det fiktive Viktoriateaters opstigning og fald. Den gruppe af personer, der er involveret i teaterets strålende blomstringstid, viser sig at mangle den nødvendige moralske habitus til at takle de problemer, der opstår, da konjunkturerne vender, og titlen "Stuk" afspejler og symboliserer både den ydre simili-agtige facadeudsmykning og den indre moralske deroute hos de involverede personer.

Den foreliggende udgave af Stuk i serien Danske Klassikere er forsynet med et omfattende noteapparat med mange nyttige realkommentarer til fænomener typiske for tiden, samt interessante topografiske oplysninger, såsom at Viktoriateateret er modelleret over Dagmarteateret, ved Halmtorvet, som er den nuværende Rådhusplads. (Dagmarteateret blev nedrevet i 1937 og erstattet af Dagmarhus.) Udgaven er endvidere forsynet med en fremragende efterskrift, der blandt mange andre emner omhandler romanens baggrund, den samtidige kritik og 'Stuk som bekendelse til moderniteten.' Kan varmt anbefales til gymnasiets danskundervisning.

Det er således interessant at læse om, hvordan den samtidige kritik irriteres over det, der netop er det nyskabende og moderne ved romanen, den impressionistiske teknik, der går ud på at læseren skal opleve personer og handling, som om han overværede en teaterforestilling. Forfatteren skal ikke fortælle om personerne, men vise dem frem, dvs. kun gengive hvad de siger og gør. Med Bangs egne ord er det hans ambition "at lade en hundrede Mennesker leve foran Læserens Øjne."

Valdemar Vedel er en af de få, der har øje for Bangs artistiske intention, og jeg citerer fra hans anmeldelse af Stuk: " En stor mængde figurer holdes på scenen, mange forskellige forhold skimtes og følges; der er udfoldet stort mesterskab i at operere med masser." Og det drejer sig både om menneskemylderet i gadebilledet, i teateret, til baller og private selskaber. Et godt eksempel herpå er indledningssekvensen, der beskriver Herluf Berg og en vens tur i droske gennem det indre København til en premiereaften i Casino. Da får man virkelig indtryk af det brogede og flimrende leben i gaderne, travlheden, rastløsheden.

Herluf Berg er det nærmeste, man kan komme til en hovedperson, som i en slags overophedet begejstringsrus overtager en ledelsespost i det nyopførte Viktoriateater. (Som man dårligt kan undgå at lægge mærke til, har romanens hovedperson samme initialer som forfatteren, og også en række biografiske træk fælles med ham såsom oprindelse og arbejde på en avisredaktion.) Første del, kaldet Regn af Guld skildrer teaterets succesombruste åbningsforestilling, mens vi i anden del, Regn af Aske, følger teaterets stigende problemer og endelige fallit, som Herluf Berg står totalt magtesløs overfor.

På det følelsesmæssige plan lider de vigtige personer også skibsbrud, idet de i påfaldende grad er ude af stand til at sætte ord på deres følelser. Herluf Bergs forhold til kvinden i sit liv er i høj grad præget af angst for at binde sig og bunder dybest set i en manglende evne til at føle kærlighed, hvilket han indrømmer over for sig selv, da han bliver konfronteret med vennen Erhard Gersters lidenskabelige følelser, som uheldigvis gælder en gift kvinde, og derfor heller ikke kan realiseres. Erhard ender med at sygne hen og erkender på dødslejet overfor vennen Herluf Berg sin skyhed ved at udtale ordet elske og sin livsuduelighed: "Vi vokser ikke ud til at blive Fædre, du".

Så romanen ender med død på flere planer: den faktiske død ved Erhard Gerster, den symbolske død ved teaterets fallit og den indre død hos Herluf Berg.

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Herman Bang: Stuk
Forlag: Borgen
Sider: 286
Udgivelsesdato: 26.9.2005
ISBN 87-21-02686-6