More news

 
Literature
Dekameron

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dekameron
Tues 15 Nov 2005

Mon ikke dagens mandeblade af værste - eller bedste, om man vil - skuffe kunne præstere en fortælling om en mand, der for at slippe ind i klosteret blandt kvinder, agerer døvstum? Og at han i klostret ansættes som gartner og senere hen skamrides af ni nonner? Well.. tiden skal skrues mere end 650 år tilbage, og værket er Boccaccios Dekameron, som nu foreligger genfortalt fra Kåre Bluitgens hånd. Et værk fuld af fri og skamløs fantasi. Befriende, beundringsværdigt og (be)dækkende.

Det er æggende, men ikke pornografisk. Uartigt og dog som regel med moralen i behold. Og selvom det kan være svært at forestille sig en kulisse, der på nogen måde matcher det pestramte Firenze fra midten af 1300-tallet, fornemmer man den forvarslede dommedag, som tillod digteren at lade fortidens formidable fortællinger trænge igennem til nutiden.

Dekameron har altid været Europas 1001 Nats Eventyr; men hér er det ikke en kvinde, der er på flugt i sit ægteskab, men syv kvinder og tre mænd, som er flygtet ud på landet, før pesten gør det af med dem. I ti dage og lige så mange nætter flyder fortællingerne fra deres fantasi - en fantasi, hvor bl.a. munke og nonner overrumples af 'kødets naturlige kald', og hvor manden med leen holdes på behørig afstand gennem fablernes ufarlige omgang med emnet.

Kåre Bluitgen har været så venlig at udvælge de mest saftige af fortællingerne for os, og det er forfriskende at se den traditionelle fantasi anno 2005 vendt om med 'thumbs up' til utroskab, kirkelig sex og initiativrige kvinder. Men er det mon klogt, når genfortællingerne er målrettet det yngre publikum? I grunden vel ikke værre end softpornokanaler og musikvideoer - og eneste kvalitative indvending skulle være, at de fleste historier er skåret over samme læst; nonne eller munk keder sig og knalder en udefrakommende eller skønne sild, der keder sig i ægteskabet og derfor "løsner manden fra sine forpligtelser".

Der er værnet om det danske sprog til UG med kryds og slange, som kunne det være uddelt af Dansk Folkeparti. Illustrationerne er dog triste og usexede og matcher således ikke indholdet. Man kunne endda have illustrator Mette Marcussen mistænkt for ikke at have læst fablerne.. For de sætter heldigvis fut i både kinder, smilerynker og erotisk sans.

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Boccaccio: Dekameron; genfortalt af Kåre Bluitgen
Forlag: Gyldendal
Sider: 205
Udgivelsesdato: 06.10.2005
ISBN: 87-02-03213-9