Undskyld! Det lille ord med den store betydning - særligt, hvis det anvendes med omhu. Det gør det heldigvis ikke i Turbinehallernes fabelagtige kvindemonologer, der er både begavede, vedkommende og velspillede. Enkelte smuttere undtaget.
"Når fødslen er i gang, så sender jeg en sms til alle mine venner: 'Så er jeg i gang, kig forbi, der er åbent hus.' Og jeg vil servere myntete og rødvin til alle." Således lyder det indledningsvist i et af Lisbeth Wulffs indlæg - et af mange blandt de fem kvinders stafetmonologer - men snart skiller smerten hende fra forestillingsevnen og dæmmer op for virkeligheden. "Hold kæft, hvor gør det ondt!"
Undskyld! i Lille Turbinehal har trukket tæppet til side og viser os hverdagens grød og bizarre handlinger. "Jeg har mistet interessen for mig," siger Bodil Jørgensens desillusionerede midtvejsnormal, mens Ditte Hansen vrider sig på gulvet i en erotisk fantasi i det forsvindende korte øjeblik, hun kalder 'voksentid til mor'. Det er hamrende fornøjeligt, hudflettende og vanvittigt godt spillet af de fem kvinder, som personificerer vores selvmodsigende og fortravlede liv.
Scenografien er sat i sort/hvid - måske en parafrase over den nødvendige optik, man må anskue sin moderne tilværelse ud fra. Myntete og fødsel er bare et dårligt match. Og det er jo også lige før, at den velkendte kombination arbejde og privatliv er ved at blive en utopi. En af de mest lige på kornet-monologer er analogien om kvinden, der har kastet sin kærlighed på sit arbejde og ikke mindst glæder sig til de tre måneders sommerferie.. "bare mig, arbejdet og børnene".. og rigtig skægt bliver det, når børnene er klar til at "være alene hjemme sammen med arbejdet".
Suk for en veldrejet tragikomedie. Og undskyld, at vi ler sådan!
Se spilletider.
Foto: Per Morten Abrahamsen
