|
|
Hvorfor gå ind og bruge en aften på et teaterstykke, der hverken lokker med kendte skuespillere, spektakulære effekter, sex eller action? Svaret er: Fordi du får et teaterstykke, der byder på uspolerede skuespillere, kunstnerisk mod og højaktuel handling. Teaterstykket "Den danske tragedie" dykker ned i samfundets skyggeside, og de vil have dig med.
Fra meningsløst mord til doku-teater
Den danske tragedie er bygget op omkring syv unge skuespilleres tanker og bekymringer omkring mordet på den italienske turist Antonio Currá i 2003 på Nørrebro, men særligt omstændighederne før og efter den tragiske hændelse. Den gang oversvømmede journalister og medier den så ofte udskældte bydel i deres iver efter at vise danskerne de hjerteskærende billeder af et gadehjørne dækket af blomster, den tilrejste sørgende familie og ikke mindst faderen, der rækker sine hænder op mod himlen i smerte. Billeder der kobles sammen med de efterfølgende af andengenerationsindvandrere (2.g'ere), der giver fuck fingre ude foran Østre Landsret, mens den ene anklagede råber 'fucking luderland' inde i retssalen. Billeder der fik enhver normal tv-seende dansker til at væmmes over fremmed kulturs skræmmende sider.
Men hvad er pointen i at lave et teaterstykke over en begivenhed, der i den grad er blevet gengivet og eksponeret i medierne - har vi ikke for længst forstået tragediens omfang? Jo, hvis tragedien stoppede ved tabet af et uskyldigt menneskeliv. Den danske tragedie og de syv skuespillere stopper ikke ved mordet, men går videre med at grave i den tragedie, der handler om konflikter og manglende forståelse imellem dansk kultur og fremmed kultur. Skuespillerne, hvoraf flere selv har udenlandske rødder, fremfører i stykket deres egen undersøgelse af begivenhederne i såkaldt doku-teaterform, der her veksler mellem rekonstruerede interviews med forskellige danskere og 2.g'ere og så skuespillernes egne refleksioner. Sammenlagt bygger forestillingen på mere end 100 interviews og samtaler, medieresearch og personlige oplevelser i perioden august 2003 til november 2005. Den megen research, der ligger forud, bliver i stykket ikke brugt til at komme med nye afsløringer om mordet, men til at komme ind i hovederne og følelserne på de mange skæbner, der lever på Nørrebro dengang i august 2003 som i dag.
En spilleform der dur
Det skal ikke være en hemmelighed, at undertegnede selv er opvokset på Nørrebro, og at jeg derfor var noget spændt på, hvordan jeg ville reagere på dette stykke om min egen bydel. Til at starte med skulle jeg lige vænne mig lidt til formen og de syv skuespillere, der indledningsvist stod på en række og på skift fortalte publikum, hvilke tanker og personlige refleksioner, der lå bag stykket. Man er vant til, at teaterstykker tager dig med i en illusion gerne væk fra hverdagen, men her var det nærmest som et dramatisk foredrag, hvor publikum er aktive modtagere.
Da jeg først havde vænnet mig til denne doku-form, og handlingen var kommet rigtig i gang, føltes fremstillingen autentisk og nærværende. Med kun et enkelt sceneskift, ingen kostumeskift og minimal lydside gengav skuespillerne deres samtaler med vidt forskellige Nørrebro-borgeres syn på mordet og ikke mindst deres forståelse af kultur og 'de andre'. Nok var disse synspunkter ikke overraskende eller nye, men essensen er, at medierne gav et entydigt billede af nogle afstumpede mordere og en forkastelig fremmed kultur, mens Den danske tragedie tegner nogle omgivelser og sociale betingelser, der gav to unge fætre nogle meget dårlige kort på hånden. Håbløse kort som så mange unge knægte stadig render rundt med på Nørrebro i dag. Som den dræbtes far selv siger i stykket, så kan han godt forstå, de unge laver ballade, for det havde hans søn også selv gjort.
Modet belønnes
Som Nørrebro-borger og anmelder er jeg godt tilfreds. Skuespillerne leverede alle sammen en fin og til tider ret interessant fortolkning af deres rekonstruerede interviews. Ikke mindst Zdravko Milanovic bidrog til teaterstykkets autenticitet ved at inddrage sine egne oplevelser som 'rod' og klemt mellem to kulturer. I det hele taget reflekteres der meget i stykket, hvilket på den ene side kan virke lidt for pædagogisk, men på den anden side hjælper os til at forstå skuespillerne motiver for at vise os de vinkler, de gør. Hvilket i sidste ende er relevant, da Den danske tragedie ikke ellers giver os en løsning eller svar på problemerne - dem må vi selv komme med. For mig personligt gik stykket i maven på mig, så jeg var frustreret længe efter, og det er mere værd end sex, action og kendsisser. Det forekomer endnu mere relevant, hvis man ikke har et kendskab til Nørrebro i forvejen, da man får nogle andre briller på end mediernes, hvilket jo er de fleste menneskers vindue til den udskældte bydel. Brillerne i Den danske tragedie viser dig ikke forbrydere og offer, de viser dig et samfund med en tragisk forståelse for hinandens kulturer. Hvis man synes virkeligheden er et interessant tema, så se stykket for nuancernes og eftertankernes skyld.
Facts
Den danske tragedie spiller på Københavns Tekniske skole den 10. januar kl. 20.00. Derefter kommer stykket til Vejle, Rønne, Slagelse og Stevns m.fl. Se spilletider.
Instruktion: Gorm Hansen
Manuskript: Carsten Kressner
Medvirkende: Goran Jovanovski, Sigrid Lund Sørensen, Bo Henriksen, Maja Trudsø, Dina Al-Erhayem, Stanislav Sevcik og Zdravko Milanovic.
Fotograf: Søren Svendsen
