Lille Eyolf

Hvordan sætter man "Lille Eyolf" op uden lille Eyolf? Det er åbenbart slet ikke så svært, hvis bare man lader Jo Strømgren få frit spil med dette mindre kendte og sjældent opførte Ibsen-stykke. På mange måder er det et indre, eksistentialistisk drama, og derfor er der relativt lidt decideret handling på scenen; til gengæld fylder det tilskueren med refleksioner, der rækker langt ud over den 1½ time, stykket varer.

Lille Eyolf handler om en familie, der er i dyb krise, allerede inden den rammes af en tragedie. Alfred og Rita har kun et barn, den lille forkrøblede Eyolf, som de begge undgår af dårlig samvittighed over hans tilstand - han faldt som spæd, mens de var opslugt af elskov. Men deres indbyrdes forhold er heller ikke godt; det viser sig, at Alfred først og fremmest har giftet sig med Rita for at kunne forsørge sin elskede halvsøster, Alma - som viser sig slet ikke at være hans søster. Det er en sand hvepserede af skyld, nag og samvittighedskvaler, der bliver vakt til live med Eyolfs død.

Jo Strømgren går meget utraditionelt til værks. Vi får aldrig lov til at se lille Eyolf eller høre ham tale, vi ser blot et lidt uhyggeligt rullestols-ilttelt køre rundt på scenen. Det gør det sværere at sympatisere med Eyolf og have ondt af ham; men det understreger på fremragende vis, hvordan ingen af menneskene omkring ham opfatter ham som et menneske. Der lægges ikke op til, at vi skal sørge over hans død; vi skal erkende det almentmenneskelige i forældrenes selviske, ukærlige forhold til deres søn, til hinanden og til hele verden.

Alfred er et vagt luftmenneske, der vil kaste sin kærlighed over Eyolf for ikke at føle sig mislykket som litterat - hans store selvoffer er selvflugt og bedrag -, og Peter Gilsfort giver Alfred netop denne manglende tyngde. Velvalgt er også Benedikte Hansen i rollen som den selvcentrerede og hysterisk krævende Rita, en aldrende skønhed, der pludselig er meget nemmere at forstå, da det går op for publikum, at hun, der har elsket uforbeholdent, aldrig har været genelsket. Hendes portrættering af Rita er nådesløs og usminket, og derfor virker det troværdigt, da denne i grunden usympatiske kvinde til sidst vælger at hellige sig de fattige børn - velvidende, at hun gør det for at udfylde sit eget indre tomrum. Modvilligt trænger Alfred og Rita gennem alle de borgerlige facader og finder endeligt en vej - opad.

Helle Fagralid spiller rollen som Alfreds halvsøster, den lidt generte og undertrykte Alma, der i sin tid også blev kaldt Eyolf. Den egentligt meget dramatiske historie om en forældreløs pige, der vokser op med sin halvbroder, og som senere, da det går op for hende, de ikke er søskende alligevel, elsker sin "bror" så meget, at hun ikke kan gifte sig med sin tilkomne, Borghejm, bliver langt hen ad vejen kun antydet i små bemærkninger og i Fagralids uforligneligt plagede ansigtsudtryk. Det meste af stykket synes hun enten at bakke eller ligefrem småløbe væk fra menneskene omkring hende og ikke mindst den incestuøse kærlighed, hun ikke vil tillade sig selv at udleve. Derfor siger hun alligevel ja til den utrættelige ingeniør Borghejm, der fremstilles utroligt charmerende af Rasmus Botoft.

Helle Hertz virker som et overraskende valg til den dæmoniske Rottejomfru. At lade Rottejomfruen være en nydeligt klædt dame i stedet for en heks med uglet hår er også at gøre hendes "ondskab" mindre iøjnefaldende og mere realistisk - og måske er ondskaben i Lille Eyolf ikke den, at en forstyrret kone (måske) får en lille dreng til at drukne; men at et barn kan få lov til at gå uelsket igennem livet. Den enkle scenografi med det overdimensionerede åbne dukkehus er også med til at lede opmærksomheden bort fra de ydre elementer til det indre dilemma, og understøttes fint af den meget ekspressive musik. Hvis man ønsker et tilgængeligt stykke med humor og action, bør man nok ikke tage ind og se Lille Eyolf; men hvis man har lyst til at blive kastet ud i et indre hverdagsdrama af sublim, refleksiv karakter, bør man ikke tvivle et sekund.

Se spilletider.
Foto: Per Morten Abrahamsen