More news

 
Classical music
Kiev Statsoperas Turandot

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kiev Statsoperas Turandot
Tues 14 Mar 2006

Musikhuset Aarhus er generelt gode til at tiltrække de klassiske operaopsætninger. Til gengæld er kvaliteten af de operasangere og kor, som gæster Musikhuset af meget varierende kvalitet. Kiev Statsoperaen gæstede dog også musikhuset sidste år, med en forrygende opsætning af Aida, så der var høje forventninger til dette års opførsel af Turandot.

Forestillingens absolutte stjerne var Lilia Grevtzova, som spiller slavinden Liu - hvilken stemme og hvilket skuespilstalent, sjældent har man hørt et så stort talent. Generelt er de østeupæiske operahuse ikke gode til skuespilsdelen af deres roller, og dette var også tilfældet med de fleste andre i ensemblet, med en mulig undtagelse af Tajana Anissimova, som sang hovedpartiet som Turandot. Hun klarede sig egentlig rimeligt i rollen, men nåede på intet tidspunkt op på siden af Lilia Grevzova.

De, der kender Turandot, vil vide, at den mandlige hovedperson i tredje akt skal synge den absolut smukkeste operasang skrevet for en tenor nogensinde. Valget af den mandlige hovedrolleindehaver er derfor særdeles kritisk for oplevelsen af stykket, og selv om Alexander Guretz egentlig afleverede en ganske hæderlig Nessun Dorma, havde han generelt svært ved at synge tydeligt igennem og var helt elendig i sit skuespil.

De tre sjove mænd i stykket, Ping, Pang og Pong var af en eller anden grund iklædt kjole og hvidt, hvor de ellers oftest iklædes kinesisk tøj, eftersom de indgår i handlingen som kinesere. Det gjorde det selvfølgelig nemmere at få øje på dem i det 70 mennesker store ensemble, men derudover var det svært at se nogen grund til denne udklædning, samtidig er det dog også disse tre mænd som gør at operaen bliver præcis så sjov og underholdende, som det fra gammel tid har været meningen den skal være.

Kiev Statsoperas orkester under ledelse af Vladimir Kosjuchar spillede rigtigt godt, og den smukke musik kom virkelig til sin ret.