More news

 
Literature
En fåret detektiv

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En fåret detektiv
Mon 1 May 2006

Krimier kan være et herligt tidsspilde, men lad os være ærlige: Hovedparten har det med at være formulaiske, deres detektiver er gammelkendte typer og forbrydelserne har alle været set før. Men i "Mordet i Glenkill" tilsidesætter Leonie Swann på fremragende vis alle konventioner, da hun lader en flok får opklare mordet på deres hyrde. Det er en bog fyldt med humor, overraskelser og - nogle forbandet elskelige får.

Da en fåreflok en morgen finder deres hyrde med en spade boret gennem kroppen, beslutter de sig for at opklare mordet og skaffe George retfærdighed. Miss Maple, "det klogeste får i flokken, måske det klogeste får i Glennkill og muligvis endda det klogeste får i verden" leder efterforskningen og sender de andre får ud på overvågningsopgaver.

Græs eller retfærdighed?
Der er bare et problem ved fåredetektiver - det er meget nemt at skræmme dem væk og det meste af tiden har de græs på hjernen. Miss Maple har sit hyr med flokken; men heldigvis får hun god hjælp af det forslugne huskefår, Mopple the Whale, og den firehornede, sorthovedede cirkusvædder, Othello.

Herudover optræder en lang række andre får, bl.a. den aldrende førervædder Sir Ritchfield, det naive ungfår Heide og den legendariske, forsvundne Melmoth. De har alle selvstændige, individuelle personligheder, og hvis ikke det var, fordi deres samtaler ofte drejede sig om græs, kunne man sagtens forveksle dem med mennesker.

Logik for får
Men selvfølgelig er de ikke mennesker, og til tider har de meget svært ved at forstå menneskelige begreber - hvad er det, menneskene er så bange for, skal slippe ud efter Georges død (ud hvorfra?) og hvorfor leder de efter græs i hyrdevognen, når der er masser af græs på engen? Dette giver anledningen til en stor del af den underfundige humor, der præger bogen, især når man følger, hvordan fårene når frem til deres overraskende konklusioner, der dog giver god mening, når blot man følger fårelogik.

Sympatien er helt på fårenes side, og alle mennesker virker lidt suspekte. Selvom læseren selvfølgelig godt ved, at præsten ikke hedder Gud, og at han ikke planter døde mennesker i sin have (kirkegården) - en tanke som får det til at løbe koldt ned af fårenes rygge -, har præsten ikke ren samvittighed. Den frygtede slagter virker også meget nervøs, og snart får fårene opsnuset en frygtelig hemmelighed, hele byen gemmer på. Men det er farligt, nogen er ude efter fårene, og hvem skal et får bede om beskyttelse, når hyrden er død?

Fårmidabel!
Mordet i Glennkill er ikke bare den sjoveste og mest overraskende, nytænkende krimi, jeg længe har læst. Den indeholder også reel spænding, for man er hverken sikker på om fårene når frem til sandheden eller om de overlever fortællingen. Det er dog muligt, man aldrig får helt det samme syn på igen.

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Leonie Swann: Mordet i Glennkill
Forlag: Gyldendal
Sider: 312
Udgivelsesdato: 07.04.2006
ISBN: 87-02-04215-0