More news

 
Literature
Om kunsten at blande farver

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Om kunsten at blande farver
Fri 14 Jul 2006

Betty Edward underviser til dagligt i kunst ved California State University. Hun har tidligere skrevet bogen "At tegne er at se", og med denne bog fortsætter hun med at undervise læseren om farver; hvordan fremkommer farverne, hvilke egenskaber har de, og hvordan ser og bruger vi farver.

Bogen er god nok til at kunne blive brugt som en grundbog for malere og andre kunst interesserede. Der er et fint og gennemarbejdet afsnit om teorien i farvelære og bogen er fyldt med opgaver, som den studerende, det vil sige læseren, skal udføre for at dygtiggøre sig i. Målet er at kunne se farverne og blande sig frem til den rigtige farve ud fra nogle få grundfarver og forstå, hvordan man kan dæmpe en farve eller få den til at fremstå klarere.

Med denne bog i hånden får man en grundig indføring i hvad hvidt, sort eller komplementærfarver gør ved den grundfarve, man har udvalgt sig, man lærer om farvernes valører og intensitet, og hvordan andre farver indvirker på det indtryk, man får af en given farve.

Selv om læseren ikke selv er udøvende kunstner kan farvelæren stadig bruges til at give en grundviden om, hvilke farver man bør vælge til forskellige rum i sin bolig, hvilke farver der kan sættes sammen i ens klædedragt - eller den nye viden kan simpelthen bruges til at gøre en mere opmærksom overfor de skønne farver og nuancer, man ser hver eneste dag.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Betty Edwards: Farver - om kunsten at blande farver
Forlag: Aschehoug
Sider: 191
Udgivelsesdato: 25.05.2006
ISBN: 87-11-26580-9