"Aria" er komponeret af amerikaneren Paul Schwartz og selve forestillingen er blevet til i et samarbejde mellem Morten Innstrand, Steven Scott og Jørgen Simonsen. Forestillingen er intet mindre end et unikt vovestykke, idet man forsøger at blande forskellige stilarter indenfor musik sang og dans.
I programmet står der, at Aria er en musikforestilling, hvor loungemusik møder opera. Jeg er ikke klar over, hvad loungemusik præcist dækker over, men går ud fra at det drejer sig om musikken spillet af det lille orkester, som er med på scenen. Arierne synges af to storslåede sangerinder, og sjældent har jeg hørt arierne fremført så smukt. Susanne Elmark og Henriette Elimar gør det bare så godt, især var jeg meget betaget af Habanera, måske fordi det var den af arierne, som jeg kendte bedst.
Mens operaens arier typisk beskriver en følelse, og der derfor normalt er helt roligt på scenen, mens arien synges, så var dette ingenlunde tilfældet i denne forestilling. Der var masser af fart over feltet under arierne, idet der var en flok meget dygtige og energiske dansere på scenen, som lavede de vildeste krumspring til musikken.
Om forestillingen generelt kan siges, at der ikke er en eneste på scenen, som ikke strutter af talent. Sangerne, danserne, musikken, fantastisk!, men hvor er historien, hvad er det, de vil med forestillingen, jeg savner noget handling.
Man må sige at Musikdramatisk Teaters ledelse virkelig har vovet at forny sig selv og ikke mindst de genrer, som indgår i forestillingen Aria, og det er jo meget individuelt, om man som publikum kan lide denne fornyelse og sammenblanding af stilarter eller ej. Personligt ville jeg have foretrukket at have set de forskellige elementer i forestillingen hver for sig, da jeg synes sammenblandingen virker rodet. Samtidig var det også tydeligt, at der var rigtigt mange andre blandt publikum, som virkelig nød de mange elementer og nuancer i forestillingen.
Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com
