|
|
For to år siden besøgte Schaubühne Stærekassen med Ibsen-stykket "Et dukkehjem", hvor Nora var forvandlet til en handlekraftig shopaholic, der ikke nøjedes med blot at forlade sin mand. Denne gang var det "Hedda Gabler", der var udsat for Thomas Ostermeiers fortolkning, og resultatet var et hårdstlående stykke om en kvinde, der af kedsomhed ender med at ødelægge adskillige liv omkring sig. Sjældent har teater været så fuldendt, og den stående ovation, som teatergængerne kvitterede med, var fuldt fortjent!
Utroligt overbevisende
I de fleste opsætninger er Heddas mand en billig parodi på den støvede intellektuelle, men med Lars Eidinger præsenteres publikum for en meget sympatisk om end stadig lettere verdensfjern men først og fremmest dybt troværdig Tesman. Også den sleske Brack er mere menneskelig i Jörg Hartmanns fortolkning, fordi vi ser, hvordan han, opildnet af Hedda, forvandler sig til den kyniske afpresser, der er fast besluttet på at møve sig ind i sin vens ægteskab. Den største forvandling undergår Kay Bartholomäus Schulze som Eilert Løvborg, der har rejst sig fra rendestenen kun for at falde endnu dybere - og det på rekordtid.
I centrum står selvfølgelig Hedda selv, mesterligt spillet af den unge Katharina Schüttler, der er blevet hædret med Theater Heutes fornemme pris, Schauspielerin des Jahres, for denne rolle. Hun glider over scenen med en apatisk ynde, mens hun i ren kedsomhed flirter med den ene og ødelægger den anden. Hun formår ikke at ruske op i hverken sig selv eller omverden, der er så vandt til hendes luner, at de ikke engang kigger op, når hun fyrer sin fars pistoler af. Kun da hun med en hammer smadrer den laptop, der indeholder Løvborg og Teas 'barn', viser hun en smule energi og lidenskab. Hendes selvmord er på sin vis poetisk, fordi hun lever op til sine visioner om storhed, men da der ikke engang er nogen, der opdager, at hun er død, bliver det lige så patetisk og latterligt som Løvborgs død i bordellet.
Pistoler i glashus
Jan Pappelbaum havde ført Ibsen op til vores tid med mobiler og bærbare computere, men det var især Hedda og Temans flotte glashus, der vakte begejstring. De store regnvåde glasvægge var enormt atmosfæriske, og alt efter hvad vej huset blev drejet, befandt man sig inde i eller uden for det Tesmanske hus - super enkelt og effektivt. Sammen med et stort spejl betød det, at man kunne se, hvad der foregik flere steder på en gang, og på den måde ofte vidste mere end aktørerne. Samtidigt blev det meget intimt, fordi karaktererne ikke kunne flygte fra tilskuernes blikke, selv når de gemte sig for de andre i huset.
Schaubühnes Hedda Gabler var en fantastisk oplevelse, og man kan kun håbe, det Kongelige teater snart inviterer det berlinske teater på besøg igen.
Foto: Arno Declair
