|
|
En af Englands histories største tragedier, Lady Dianas død i 1997, er udgangspunktet for Stephen Frears nye film. Publikum præsenteres for flere sider af sagen, og det er der kommet en fin lille film ud af, hvis ambitioner er at være et historisk dokument, en god fortælling og ikke et storladent drama. Det lykkes delvist som spillefilm.
Det engelske folk viste sig fra en atypisk engelsk side og reagerede med at vise deres sorg offentligt, da Lady Diana døde i en bilulykke forårsaget af ihærdige pressefolks jagt på et godt billede. Befolkningen var forargede over kongehusets beslutning om at se Dianas død som et privat anliggende, da hun af mange blev betragtet som et nationalsymbol, og fortjente den sidste respekt. Historien ses primært ud fra Dronning Elisabeths synspunkt, hvilket jo selvsagt byder på et potentielt kontrovers, da forholdet mellem hende og hendes tidligere svigerdatter aldrig havde været særligt harmonisk. For den dramaturgiske konflikts skyld er der en anden væsentlig rolle i det autentiske drama; dengang lige tiltrådte premiereminister Tony Blair, spillet af Michael Sheen, der med en sympatisk og ambitiøs tilgang til sagen fremstår som en moderne mand, der repræsenterer en ny tid for England. En tilgang, der ikke er velset i det konservative og traditionsbundne kongehus.
Stephen Frears har et talent for de sociale dramaer, hvor der oftest arbejdes med tabubelagte emner og et klart politisk budskab. Det gør filmen til et oplagt projekt for Frears. Filmen bibeholder loyaliteten for autenticiteten, med en detaljeret beskrivelse af forløbet ved blandt andet en hyppig brug af indlagt arkivmateriale og en tydeligt omfattende research. Det er den nøgterne tilgang til virkeligheden og en beskeden formåen efter at skabe et storladent dramatisk værk, der er filmens force. Mange små stilistiske træk gør filmen fængende, men spændingen skabes især ved det gennemførte karakterarbejde, der jo bygger på virkelige mennesker, og en dybfølt forestilling om, hvordan disse mennesker ville reagere i de forskellige situationer.
Så udover manuskriptforfatteren Peter Morgan, som vandt prisen for bedste manuskript til filmfestivalen i Venedig i år, og Frears relative stilsikre beslutning om filmens loyalitet overfor virkeligheden, er det i sandhed skuespillernes præstationer, som gør filmen værd at se.
Helen Mirren er blevet hyldet for hendes præstation som Englands dronning, og det er vitterligt berettiget. Den traditionsbundne kvinde, der i en tidlig alder blev udråbt som Englands magthaver, har problemer med at forholde sig til en ny verden, hvor omgangstonen og skellet mellem det private og det offentlige er blevet mere sløret. Menneskeligheden er kernen for Helen Mirren, der med et fantastisk underspil giver et troværdigt billede af Englands dronning, som presses af folket til at ændre sin personlighed. Det er den gamle orientering kontra den nye vision som er filmens tema, og det er mere eller mindre stereotype karakterer, der skærer konflikterne ud i pap, men det bliver gjort med en troværdighed og et engagement fra erfarne skuespillere. Fra den engelske varme lune til den engelske hårdføre kynisme.
Det er svært at vurdere, hvor brugbar filmen er for andre end englænderne, og i længden er det en relativt intetsigende historie, som desværre resulterer i en virkelig søgt brug af symbolik, som enkelte gange kommer til udtryk i filmen som små sidefortællinger. En såret kronhjort som dronningen fatter sympati med, bliver brugt som et symbol på de sår, som hun har fået af krisen og pressens anklager, og det er desværre ret akavet.
Det er dog en helstøbt film, der skaber et velfungerende drama ved gennem det meste af filmen, at beholde den engelske tone.
Se spilletider.
Foto: Sandrew Metronome Filmdistribution
