|
|
- af Per Olof Enquist. Instruktion Peter Langdal.
"Drømmene er kongevejen til det ubevidste" er en af Sigmund Freuds kendte udtalelser, og den store dybdepsykolog optræder i "Blanche og Marie", både som sig selv og som fortæller i dette trekantdrama mellem Blanche og Charcot og Marie. Et af de store spørgsmål, som stykket stiller, er "Hvad er et menneske?" og for at finde svar på det, må man dykke ned i personernes ubevidste sjæleliv, hvilket forestillingen med skiftende held prøver at visualisere.
Scenen er det parisiske sindssygehospital La Salpêtrière, hvor Jean-Martin Charcot i 1882 oprettede en neurologisk klinik. Det altovervejende klientel var kvinder, hvoraf mange var fra overklassen, med hysteriske symptomer, og Charcot afholdt såkaldte opvisninger for kolleger og elever med sine kvindelige patienter som forsøgsdyr, der vred og vendte sig i hysteriske spasmer og kramper, når han trykkede på visse punkter af deres krop.
Blanche Wittman var den mest påvirkelige af Charcots patienter og var i en årrække hans yndlings-demonstrationsobjekt på Salpêtrière-hospitalet, og læger og psykiatere flokkedes til Paris for at overvære disse seancer, deriblandt Freud. P.O. Enquist fortæller i forestillingens meget udførlige program, at "Freud havde et maleri hængende af hende over sit skrivebord i Wien, hvor Blanche i kramper, i favnen på Charcots assistent Babinski, bliver betragtet af en kødrand af forskere og videnskabsfolk. De stirrer med vidt opspilede øjne - på kvinden som det mørke uudforskede og livsfarlige kontinent."
Blanche taler gentagne gange i stykket om at befinde sig i junglen omgivet af rovdyr, og samtidig begræder hun det faktum, at Charcot, som hun elskede, aldrig turde røre hende. For at kunne udforske den kvindelige psyke videnskabeligt og samtidig beskytte sig mod de irrationelle følelser, valgte han at betragte mennesket som en maskine, og for Freud, det andet hankøn i fortællingen, forbliver kvinden et evigt mysterium.
Den polskfranske Marie Curie, opdageren af radium og dobbelt nobelprismodtager, står i begyndelsen af stykket på mændenes og fornuftens side, og Ghita Nørbys Marie går rundt med en kolbe i hånden og hæger om 'det blå lys', mens hun ryster på hovedet af Sonja Richters Blanche, der fabler om at Amor Omnia Vincit, alt imens hun vansires mere og mere af dette blå lys, det radioaktive stof radium.
Sonja Richters Blanche er i al sin spinkelhed det centrale omdrejningspunkt, hun er gennemlyst af en næsten uberørt uskyld. Hun er styret af sine hjertefølelser, i modsætning til Marie, den modne rationelle videnskabskvinde, som dog senere i stykket af Freud bliver drevet til at komme ud af busken og bekende sin lidenskabelige kærlighed til fysikeren Paul Langevin. Denne scene er en stjernestund for Ghita Nørby, (men også den eneste i stykket) hvor hun slipper fornuften og helt i sine følelsers vold mindes dette tragiske og forbudte forhold til en gift mand.
Forholdet til Blanche er derimod ikke meget mere end et mor/datter forhold, mens de store følelsesladede scener udspilles mellem Blanche og Charcot, hvis dødskamp gennemspilles flere gange - første gang næsten farceagtig, anden gang meget dramatisk og ganske ulidelig langtrukket. Og spørgsmålet: Dræbte Blanche ham med sine egne hænder som hævn, fordi han behandlede hende som et objekt og aldrig turde give sig hen? bliver aldrig klart.
I det hele taget er man som tilskuer i begyndelsen noget forvirret, fordi de fire personer handler og agerer i et univers, hvor tid og kronologi er ophævet. De taler om hinandens død, således Charcot om Blanches død, selvom han døde før hende, så det dæmrer efterhånden for én, at man skal opfatte dem som sjæle, der mødes i det hinsides for at tale om, hvad der gik galt i livet. Scenografien hjælper til med at formidle et slags irreelt drømmeunivers, scenen er formet som en tunnel i dybrøde farver, der giver en klaustrofobisk, mareridtsagtig atmosfære. For enden af tunnelen er der en åbning, der snart er et mørkt hul, snart viser et lille lys, og ligner en dør ud i friheden. Det er ikke altid til at vide, hvad nogle af de mange effekter skal gøre godt for, såsom ekkolyde og appelsiner, der kommer rullende i hobetal.
De to mandlige aktører fylder deres roller godt ud, især er Flemming Enevold fin som den plagede Charcot, mens William Rosenberg har den rette pondus som Freud. Der er også, ikke at forglemme, en tredje kvindelig aktør, en af Blanches lidelsesfæller fra La Salpêtrière, ved navn Jane Avril. Her oplever man virkelig det hysteriske kropssprog for fuld udfoldelse, når Susanne Breuning danser sin forrygende santvejtsdans på La Salpêtrière for øjnene af den køligt iagttagende Freud. Man kan for øvrigt sige, at hun udnyttede sin hysteriske forstyrrelse konstruktivt, idet hun blev ansat som danser på natklubben Moulin Rouge og endte med at blive portrætteret og udødeliggjort af maleren Henri de Toulouse-Lautrec. Hendes karakter er for øvrigt blevet genskabt i filmen "Moulin Rouge" fra 2001 med Nicole Kidman i hovedrollen.
Men summa summarum er det Sonja Richters intense spil, der bringer forestillingen ud over rampen.
Se spilletider.
Foto: -hansen.com
