Kunsten er død, kunsten længe leve!
Fra 1990 sker der flere skred på den danske kunstscene. Det er farvel til rutineret kunstforståelse og goddag til mediepluralisme og installationskunst, der skal genoplive kunsten. Disse tendenser gør Rune Gade og Camilla Jalving grundigt og (oftest) underholdende rede for i bogen "Ny-brud", der ligesom kunsten selv er en sammensat størrelse.
Den terapeutiske hvidløgspassage
En bunke kasserede biler på Kongens Nytorv eller et glasbur med to mennesker indeni, der gang på gang maler fladerne over med maling kun for at vaske dem rene igen. Moderne kunst kan virke uigennemtrængelig, men Gade og Jalving påpeger, at alle disse udstillinger er skabt med betragteren for øje. De nævner blandt andet udstillingen Into the Mist af Ann Lislegaard, der smører galleriets vægge ind i hvidløg, som skal udrense den dårlige luft fra 80'erne - kunsten erklæres død, før den kan leve videre. Hvidløgsvæggene er indbegrebet af 90'ernes kunst, der bryder rammerne og forankrer kunstværket dybt i betragteren. Gade og Jalving præciserer: "Det er, når betragteren går gennem hvidløgspassagen, at lugten rigtig fornemmes og værket i den forstand bliver til som værk."
Dette introducerer læseren for installationskunsten, hvor der sker en bevægelse fra kunst i rummet til en specifik rumkunst, idet værkerne går i direkte dialog med de steder, hvor de udstilles. Betragteren kan ikke længere bare se, men også føle og lugte! sig frem til en betydning af kunsten. Det står klart, at bagved strømmen af installationer, tableauer og performancekunst - der alle tager udgangspunkt i massemediernes billeder og kultur - gemmer der sig en kunstscene, der faktisk er højst receptionsorienteret.
Hvad er opskriften?
Bogen er spækket med velpræsenterede og veldokumenterede eksempler på udstillinger, som Gade og Jalving alle fremlægger i et livagtigt sprog, der fungerer som en god modvægt til de lidt mere teoretiske afsnit. Som de skriver i indledningen, er der ingen opskrift på kunst. Derfor ordner de heller ikke deres materiale i kronologisk orden, de rubricerer ikke efter medier som installation, skulptur og maleri, men vælger i stedet den tematiske opdeling. Ligesom 90'ernes kunst rendyrker de ikke ét medie, men går efter den tværmediale praksisform, hvilket gør læseoplevelsen både sammensat og dynamisk.
Gade og Jalving er bedst, når de beskriver tidens brud med genrer og optik, og når de med gode og præcise formuleringer åbner et diffust kunstbegreb for læseren. Imidlertid bruger de også mange kræfter på at beskrive gallerimiljøet, og de kan også forfalde til opremsninger af navne og udstillinger i et forsøg på at få alt med. I disse passager kan kunsten (og interessen) godt forsvinde i ordflommen af navne og steder, men omvendt giver det et bredt indtryk af den danske kunstscene og dens udfoldelsesmuligheder.
Kan man leve med lidt forstyrrende elementer, så kan Ny-brud præsentere læseren for et rigtig godt overblik af kunsten i 90'erne og frem til i dag. Bogens force er de flotte og mange illustrationer og de gode beskrivelser af udvalgte kunstværker, der levendegør de teoretiske forklaringer. Gade og Jalving har alligevel en opskrift, men det er én, der lader læseren være fri til aktivt at opleve og være en del af kunstværket.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Rune Gade, Camilla Jalving: Ny-brud - dansk kunst i 1990'erne
Forlag: Aschehoug
Sider: 296
Udgivelsesdato: 30.11.2006
ISBN: 87-11-23228-5
