Autenticiteten er i højsædet, og det virker i den grad. Paul Greengrass har skabt en rystende beretning om den dag i 1972, der for evigt vil stå indprentet i Nordirlands historie som "Bloody Sunday".
Stedet er Derry, Nordirland. Året er 1972. Det lokale parlamentsmedlem, Ivan Cooper, har travlt med at arrangere den store borgerretsdemonstration, der skal føre op til byens rådhus. Planerne for demonstrationen behandles på et pressemøde med Cooper og de øvrige arrangører. Samtidig afholdes et andet pressemøde i militærets hovedkvarter. Her er det øverstkommanderende, Generalmajor Ford, der fører ordet, og budskabet er klart: demonstrationer er i lyset af den aktuelle situation forbudt, og militæret vil være massivt til stede for at håndhæve dette forbud.
Disse to parallelle pressemøder åbner Paul Greengrass' rystende og adrenalinpumpende drama Bloody sunday, der her fem år efter premieren nu endelig er ude på DVD. Filmen følger en række skæbner, der alle blev en del af den måske mest traumatiserende konfrontation mellem de nordirske katolikker og det britiske overherredømme. Udover Cooper og Generalmajor Ford møder vi den unge Gerry Doherty, tidligere straffet og opsat på at deltage i demonstrationen til trods for søsterens formaninger. Vi møder menige og befalingsmænd fra de britiske elitetropper, samt ikke mindst Derrys katolske indbyggere.
Trods Coopers fromme ønske om en fredelig demonstration, ender det grueligt galt, men det ved vi jo godt i forvejen. Denne vished er imidlertid ikke en ulempe. Knuden i maven vokser, jo nærmere man kommer demonstrationen, og stilheden før stormen bliver nærmest larmende.
Da først slaget er i gang, er vi med på allerførste parket. Der veksles med hurtige klip mellem stenkastende unge, desperate soldater og ikke mindst den fredelige del af demonstrationen, der først opdager katastrofens omfang, da de skarpe skud flyver om ørene på dem.
Skræmmende realistisk
Greengrass' metode med at blande professionelle skuespillere med amatører har været meget omtalt i forbindelse med premieren på den roste United 93. Denne teknik bruges også i Bloody Sunday. Erfarne kræfter som James Nesbitt og Tim Pigott-Smith trækker læsset som henholdsvis Ivan Cooper og Generalmajor Ford, mens rollen som Gerry Doherty varetages af Declan Duddy - en ung knægt fra Derry, hvis onkel faktisk blev skudt og dræbt den søndag. Alle spiller fremragende. Særlig stærk er Nesbitts portræt af den idealistiske Cooper, hvis ansigt forvrides i sorg og desillusion, efterhånden som tragediens omfang går op for ham.
I det hele taget søger Greengrass autenticitet i ethvert henseende. Kameraet er særdeles håndholdt, lyden er optaget på stedet, og bortset fra U2's "Bloody Sunday" (selvfølgelig) ved rulleteksterne er der intet musik til at bryde følelsen af realisme.
Virkningen er på samme tid skræmmende og dybt fascinerende. Med tilbageholdt åndedræt sidder man på kanten af stolen. Filmens adrenalinpumpende tempo gør, at man ikke et øjeblik får lov til at slappe af . Det er en film, der i den grad insisterer på - og som det lykkes for - at komme af med sit budskab: at det netop er militærets massive og tydelige tilstedeværelse, der fremkalder de ulykkelige begivenheder.
Resultatet er en film, der maner til eftertanke, ikke mindst i disse tider, hvor globale problemer søges løst via netop massiv og tydelig militær tilstedeværelse. Og så er det en film, der viser, at Paul Greengrass - om nogen - er mesteren i at skildre virkelige begivenheder, så de rent faktisk føles virkelige.
Ude på dvd nu fra Scanbox.
