|
På Odense Teaters mindste scene mødes en gammel far og en travl datter over en uskyldig kop kaffe, der ender med at ændre 2. Verdenskrigs skarpt optrukne sorte og hvide linier til én grå masse. Fortielse og fortrængning dukker op i "Skyggen fra 44", der viser, at det ikke altid er så let at påføre skyld, når man kender historien bag handlingerne.
Stemningen er intim, små cafeborde er sat op på Værkstedet - scenen, der måske nok er lille, men som kan rumme store præstationer. Denne gang er der imidlertid ikke dækket op til de store udfoldelser, om end Preben Harris, i skikkelse af den gamle far, kommer vidunderligt ud over scenekanten i hver eneste replik. Stykkets omdrejningspunkt er da også faren og dennes historie, og datteren fungerer som en slags sparringspartner, der skal dirke og lirke det meste af en time, før sammenhængen går op for hende og for publikum.
Under krigen har faren været Hipomand, og der er nu dukket nye oplysninger op i en gammel likvideringssag, der kaster ham tilbage i fortiden. Han afslører gradvist dybe personlige grunde for sine valg og beslutninger, og dermed belyses hele problematikken fra hans side. Eftersom han fremstilles sympatisk, ser man sig pludselig ude af stand til at bedømme hans skyld i sagen.
Forestillingen søger som sådan heller ikke efter en stillingtagen i skyldsspørgsmålet. Der er mere tale om at få det fortiede frem i lyset, at fortælle sin historie, at evne at stå til ansvar for egne handlinger -både over for sig selv og for andre - uanset hvor skræmmende de er. Det er i bund og grund et spørgsmål om at kunne leve med sin skygge.
Skyggen, som faren kaster på den ene væg, opstår kun, når han taler om sin fortid. Det er en lille, men smuk symbolsk effekt i en ellers sparsom scenografi, der dog fungerer, idet den skal henlede publikums opmærksomhed på den historie, der overleveres fra far til datter.
Desværre når dialogen dog aldrig de højdepunkter, som man sidder og håber på. Datteren spilles af Christine Albrechtslund, og hun har stor gennemslagskraft i de ophidsede situationer, men i de stille stunder når hun aldrig helt i dybden af følelsesregistret.
Dybden er til gengæld til stede i Niels Brunses manuskript, der kræver tankevirksomhed fra publikum og beder det om at se mellem linierne og opdage mennesket bag de historiske fakta, hvilket tematiseres i far-datter forholdet, hvor bruddet med fortielsen fører til intimitet og større forståelse.
Når man forlader teatret, er det disse temaer, man vil huske og desværre ikke selve forestillingen, der alt i alt ikke rigtig evner at levere varen. Det er imidlertid en yderst velspillende Preben Harris, der gør, at skyggerne fremtræder så levende i publikums fantasi, og det er ham, der har inspireret denne anmelder til at give Skyggen fra 44 hele 4 stjerner.
Se spilletider.
Foto: Gorm Valentin