More news

 
Theatre
Bunbury

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bunbury
Mon 22 Jan. 2007

Et elegant og raffineret manuskript omdannet til morskabsteater med større vægt på et visuelt cirkus end replikkernes elegance. Ikke just, hvad man kunne forvente fra Det Kongelige Teater, men hele scenariet matchede egentlig den nye stil med at skrue premierer op til Billede Blad'ske dimensioner udmærket.

Less is more. Og den minimalistiske konversationskomik i Oscar Wildes insisterende britiske forvekslingskomedie fortjener mere koncentreret opmærksomhed, end det blev den forundt i Det Kongelige Teaters opsætning med Lars Kaalund som instruktør. For at citere min ledsager så det faktisk ud, som om skuespillerne "var på skideren" fanget i en helt og aldeles unødigt overgearet instruktion.

Handlingen er til at forstå. To kvinder har set sig blinde på mandenavnet 'Ernest', og to velbeslåede dandyer har parallelt hermed hver især opfundet aliasser med samme navn. Sjovt til at begynde med i deres velmagts kedsomhed, men problematisk, når de falske navnebrødre skal på frierfødder. Her bliver "the importence of being Ernest" pludselig et ufravigeligt krav!

Både hoved- og bipersoner finder deres dramatiske omdrejningspunkt i en überbøsset fremtoning. Ja, det gælder såmænd også Birthe Neumann som tanten lady Bracknell, der kæmper med troværdigheden som repræsentant for overklassens egen logik iført fjollet spadseredragt og turban med julepynt. Støj i en ellers skøn replikudveksling, bl.a. mellem hende og Ole Lemmekes spradebasse John, som tjekkes for faldgruber i tantens kriterier for et passende parti til niecen Gwendolyn, spillet af Beate Bille med en underligt stylet stemme.

Bunbury er et mesterværk fra 1895 og emmer stadig af skødesløse elegance trods de noget 'anakronistiske' problemstillinger. I dag er det ikke kun overklassen forundt at kede sig; vi keder os alle og kan derfor hente en væsentlig eksistentiel pointe i at betragte den iscenesatte bunburisme. Den alt for ‘busy' Bunbury, som Stærekassen og efterfølgende Århus Teater lægger hus til, når desværre ikke længere end første trin på komedievognen, og det er synd for alle implicerede: Skuespillere, teknikere, manuskriptforfatter, oversætter og ikke mindst publikum.

Der uddeles to stjerner for meget til forestillingen som helhed, og det kræver en forklaring: En stjerne går til Ole Lemmeke for at holde, hvad han skriver under på i sine ansættelseskontrakter og pligtskyldigt fører ud i (arbejds)livet, samt en til Søren Sætter-Lassen for rent faktisk at hælde lidt meningsfuldhed i sin umuliggjorte rolle. Og så klædte de umage kostumer hans klodsede krop overraskende godt!

Se spilletider
Foto: Per Morten Abrahamsen