|
|
Det borger for en vis kvalitet når Jyske opera sætter en forestilling op og Webers "Jægerbruden" er ingen undtagelse. Stykket består af lige dele lys og mørke, godhed og ondskab samt hygge og uhygge.
I det oprindelige stykke blev uhyggen symboliseret ved uhyggelige røde øjne, uglers blafren med vingerne - effekter som i dag ville forekomme ufrivilligt morsomme. I stedet har instruktøren Kasper Wilton forsøgt sig med andre former for effekter, blandt andet lyd og lys, som skaber den uhyggelige stemning der skal til uden at gå på kompromis med den originale historie.
Jægerbruden handler dybest set om det gode og det onde, som i bund og grund findes i alle mennesker. Den handler om det valg man har mellem det gode og onde. Selve handlingen er en kærlighedshistorie. Max (Jens Krogsgaard/Anders Lundh) elsker Agathe (Elisabeth Meyer-Topsøe/Majken Bjarno). Hun elsker også ham, men de kan kun få hinanden, hvis Max vinder en skydekonkurrence, hvor vinderen også får en skovriderstilling.
Max er normalt en dygtig skytte, men han har på det sidste været forfulgt af uheld og er nervøs for at han ikke kan skyde godt nok til skydekonkurrencen. Max lokkes af Kasper (Stephen Richardson/ Jens Bové) til at støbe troldkugler som kan ramme alt. Max ved ikke at Kaspar har solgt sin sjæl til djævlen/Samiel, spillet af Jesper Brun-Jensen, og hvert tredje år skal bringe djævlen en ny sjæl for at kunne leve videre i yderligere tre år, og han ved heller ikke at djævlen har bestemt at der skal støbes syv kugler, hvoraf den syvende kugle tilhører djævlen.
Til skydekonkurrencen skyder Max fremragende og fyrst Ottokar (Sam McElroy) opfordrer ham til sidst til at skyde en hvid due med den sidste kugle, som jo tilhører djævlen. Max skyder og både Kasper og Agathe synker til jorden, men hvem er ramt? Det viser sig at en hellig eremit, som åbenbart er den gode del af Samiel har reddet Agathe, hvorved det gode på den måde overlever ved hjælp af det onde - eller en omskrivning af målet helliger midlet.
I Jægerbruden er hovedpersonen kvinden Agathe, men man ser hende faktisk først et godt stykke inden i forestillingen, herefter er hun til gengæld på scenen det meste af tiden, og selv den uhyggelige scene ved Ulvesvælget, hvor troldkuglerne bliver støbt, viser sig at være et mareridstsyn, som Agathe har. I de fleste scener har Agathe sin kusine Ännchen (Elsebeth Dreisig/ Kerstin Pettersson) med på scenen, hvor de synger duetter eller hver for sig. Til præmieren den 27/1 blev rollen spillet af Elsebeth Dreisig og selv om Agathe er hovedpersonen, så mener jeg personligt at det var Ännchen, der var stykkets virkelige stjerne denne aften, fantastisk stemme og ypperlig skuespilspræstation; hun er hårrejsende god!
Jyske operas ensemble har den store fordel at de både kan synge og spille skuespil, dog forundres man over at det er blevet besluttet at samtlige medvirkende på scenen falder om efter affyringen af djævlens kugle til sidst i stykket, med undtagelse altså af de to mennesker som ifølge handlingen skulle falde om. Det virker ulogisk og unødigt forvirrende, især hvis man ikke har deltaget i operaoptagten før forestillingen.
Det er en god idé at møde op en time tidligere og deltage i operaoptakten, på den måde er man mere opmærksom overfor detaljerne og man har mere overskud til at nyde forestillingen. Der er gjort et stort arbejde for at tilpasse forestillingen til vor tids mentalitet og stykkets handling har et tema som er alment gyldigt, så det er i høj grad vedkommende.
