More news

 
Movies
Click

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Click
Tues 30 Jan. 2007

Hvad ville man gøre, hvis man af en tilsyneladende tilforladelig og venligt udseende mand fik foræret en fjernbetjening, der kunne styre ens univers med et enkelt Click? Dette er Adam Sandler ikke i tvivl om i Frank Corracis komedie Click fra 2006, der netop nu er blevet udsendt på dvd.



Frank Coracci og Adam Sandler har før arbejdet sammen på komedierne The Waterboy og The Wedding Singer - begge fra 1998 - og har nu igen slået deres humoristiske pjalter sammen, i hvad der må betegnes som en ganske vellykket komedie, hvor man fornøjes af en finurlig historie med alt fra belastende naboskab til hunde med en i den grad veludviklet sans for det erotiske.

Historien er simpel. Arkitekten Michael Newman, spillet af Adam Sandler, lever en stresset tilværelse, hvor han har udprægede besværligheder med at få passet jobbet ind sammen med familien eller familien ind sammen med jobbet. Han lader sig hundse med af sin emsige chef - spillet med humoristisk overskud af den aldrende Baywatch stjerne David Hasselhoff - og har alt i alt så rygende travlt, at de familiære projekter gang på gang må blive lagt på hylden til stor fortrydelse for en i den grad forstående familie. Problemet er dette: 24 timer i døgnet er ikke nok til både familie og arbejde!

En løsning på det tidsmæssige dilemma melder sig, da han af Morty (Christopher Walken) får en magisk - det kan vi vidst roligt kalde den - fjernbetjening, der kan styre hans liv. Han kan nu pause situationer, han så kan udnytte mod sin chef, sætte konen på mute, hvis hun "ævler", spole hurtigt frem til de mere morsomme ting i livet og dermed altså spole henover kedsommelige detaljer som arbejde, sygdom og familiemiddage.

Hvad Michael ikke ved er, at fjerbetjeningen er intelligent og memorerer, hvorledes han har benyttet den. Således begynder den at styre hans liv, der nu, fordi han få gange har haft sex på "fast forward" ikke længere kan hygge sig med sin kone (Kate Beckinsale) mere end få sekunder af gangen. Dette er starten på nedturen. Først ryger ægteskabet, han oplever ikke sine børn vokse op, han deltager ikke i familielivet - er for travlt optaget af at få den forfremmelse, han så desperat ønsker sig - og han er ikke tilstede, da hans far dør. Fjernbetjeningen har taget magten og prisen er høj.

Devisen er naturligvis den, at man skal leve i nuet og sætte pris på de nære ting. Man skal værne om de værdier, ægteskab, venskab og familie repræsenterer. Man skal være tilstede i livet og ikke tage det for givet i den desperate jagt efter økonomisk lykke, forfremmelse og tilfredsstillingen af personer, der i bund og grund ikke er interesseret i én. Hvis man ikke gør dette, så ender man som en ensom, forladt person uden familie og lykke. Så grelt går det dog ikke Michael, der lever op til sit efternavn, og tager sig sammen, og på den anden side kommer ud som en ny mand. For det er jo trods alt en komedie, så helt tragisk kan den jo ikke ende.

Filmen er i øvrigt nomineret til en Oscar i kategorien bedste makeup ved dette års uddeling, der løber af stablen den 25. februar, og det med rette. Man kan på dvd'ens ekstramateriale bl.a. se en spændende dokumentar om, hvorledes de får skuespillerne til at se ældre ud, og hvordan Adam Sandler bliver gjort til et overvægtigt kødbjerg.

Filmen er morsom, sjov og trist. Adam Sandler spiller godt, og Christopher Walken er god i rollen som Morty - hvis navn i øvrigt også er en leg med ord - men nu afslører jeg ikke mere.

Klik selv ind på Click og lad dig underholde af hunde med fetichistiske tilbøjeligheder og en historie, man både bliver glad men også lidt trist af.

Ude nu på DVD fra Universal Pictures