|
|
Napola leverer ikke kun et spændende indblik i Hitlers opdragelseskoncept, hvor ungdommen skal støbes som jernhårde og ubarmhjertige soldater, men skildrer også historien om et dybt og inderligt venskab på tværs af socialt skel samtidig med, at filmen tegner en menneskelig kamp for at bevare sin værdighed i en ekstrem og politisk urolig tid.
Hitlers politisk-filosofiske ideologi var i sin struktur en utopisk dystopi. Utopisk i den henseende, at han troede det muligt ved despotisk magt at forene et skælvende Europa under én umenneskelig hersker, der i sit sygelige magtbegær tilsidesatte enhver form for humanisme. Dystopisk fordi resultatet - og ønsket om et tredje rige efter antik romersk målestok - affødte et sandt armageddon af lidelse, smerte og unødvendig død.
Et af kernepunkterne i dette Hitlers Utopia var, at ungdommen så tidligt som muligt skulle formes, så den kunne afspejle et stærkt, racerent og ubrydeligt rige. Der var med andre ord brug for opdragelsesanstalter, der kunne tvinge ungdommen ind i netop dén karakter, der var den ønskede. Det er således her, at Denis Gansels film Napola tager sit udgangspunkt.
Vi befinder os i Tyskland i 1942, hvor Hitler-regimet har nået højdepunktet for sin politiske og militære magt. Her følger vi den 17-årige Friedrich (Max Riemelt), der er en usædvanligt talentfuld bokser, hvis evner åbner dørene til eliteinternatet Napola, der er en såkaldt nationalpolitisk opdragelsesanstalt. Her indhylles den tyske ungdom i en streng og ubarmhjertig opdragelsesideologi, der har til hensigt at skabe hensynsløse dræbermaskiner, der uden tøven vil kaste sig i døden for "Hitler und Vaterland". Her er racisme skemalagt sammen med forvrænget Darwinisme, og hele opdragelsesfilosofien på Napola er også meget passende skåret efter devisen "survival of the fittest".
Med ungdommens oprør i blodet lader Friedrich sig forlede af nazismens løfte om broderskab og sammenhold, og ønsket om frigørelse fra familien (såvel som den lave sociale status) betyder, at han trods forældrenes modstand lader sig indskrive på internatet. Friedrich finder dog hurtigt ud af, at han ikke er egnet materiale for et koncept, hvis hensigt er at hjernevaske og tilintetgøre enhver form for selvstændighed såvel som menneskelighed, og oprøret er hermed uundgåeligt.
Filmen er voldsom og skrækkelig, men også smuk på sin egen brutale facon. Det underliggende tema af Badalamenti og Corbeil er smukt og i visse scener med til aftvinge en tåre eller to. Det samme gælder Torsten Breuers til tider poetiske fotografering, der specielt i én scene er så svimlende smuk, at man, hvor hård en hund man end måtte være, ikke kan holde på tårene. Man ved pr. automatik hvilken scene, jeg taler om, når man ser den!
Det er en film, der går under huden, og som skriver sig ind blandt Hirchbiegels Der Untergang og Rothemunds Sophie Scholl - Die letzten Tage, og som giver et uhyggeligt billede af nazismens indoktrinering af en uforvarende ungdom, hvor ikke alle var stærke nok til at stå imod.
Udkommer 15. marts fra Midget Entertainment
