More news

 
Movies
Little Manhattan

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Little Manhattan
Tues 6 Feb 2007

Denne her film er så bedårende, at den er lige til at bide i. Hvad er pige-lus egentlig for noget? Og hvad i alverden gør man, hvis man er så uheldig at få dem? Er det ikke lidt underligt og klamt at være venner med en pige? De store spørgsmål i livet, når man som Gabe (Josh Hutcerson) er elleve år, og synes mest af alt, at piger er et mærkeligt uforståeligt folkefærd.

Denne opfattelse ændrer sig efter en karatelektion med den jævnaldrende klassekammerat Rosemary (Charlie Ray). Rosemary er kun den tredje pæneste pige i klassen, men efter lektionen synes Gabe hun er den smukkeste i hele verden. Little Manhattan giver et fantastisk gribende og humoristisk billede af den første svære kærlighed, men til tider også fra en alt for voksen og urealistisk synsvinkel.

Svedige håndflader, ondt i maven, hysterisk gråd og usikkerhed er bare få af ingredienserne i denne første forelskelse. Det gør det heller ikke nemmere, med et par pinlige forældre, der er gået fra hinanden, men stadig bor sammen. Gabe syntes bestemt ikke han har det nemt, og alle de svære ting han jonglere med, gør blot filmen endnu sødere og sjovere for os andre.

Rosemary har det heldigvis på samme måde, og sammen tilbringer de en uforglemmelig sommer sammen. Little Manhattan er en film for hele familien, og det er skønt at følge den frustrerede Gabe i et stort øjeblik i sit liv. Når han kører igennem New Yorks gader på sit løbehjul, eller når han har lyst til at grave sig ned, når han ikke er tjekket nok. Derudover er de to hovedrolleindehavere også en fornøjelse, der er med til gøre filmen så herlig som den er.

Little Manhattan har lidt af det hele, og langt hen ad vejen er den medrivende, som en juvenil og humoristisk kærlighedshistorie. Men som en del andre historier om den svære kærlighed, kammer den over i enden, og violinkoncerten bliver for overdøvende. Den første del af filmen ses fra et barnligt synspunkt, der gør den så dejlig som den nu engang er. Men i den sidste del bliver det hele for velovervejet og voksent, og det er rigtig ærgerligt. Den bevæger sig fra virkelig sjove krampeanfald på grund af pige-lus til store rørstrømske kærlighedserklæringer, der ridser i lakken på dette barnlige univers.

Little Manhattan er en dejlig film, men har tendens til at blive for moden både i sin fremstilling og sit sprog. Men alt i alt en sød film til både børn og voksne. En sjov og charmerende hyggestund for børnene, og en stund der bringer minder frem for de voksne.

Ude på DVD nu fra SF film