If We Can't Escape My Pretty
Der er store forventninger til IV Thieves i det britiske musikmiljø. Disse bliver desværre ikke indfriet på deres debutalbum, hvor elleve ud af tolv sange har alt for travlt med at lyde som fortidens koryfæer. Det resulterer i et album, der savner en rød tråd. Et par stik bliver dog reddet hjem på det afsluttende nummer, som viser, hvad det måske kan blive til.
Damon Albarn har gjort det. Jarvis Cocker har gjort det. Forladt et band for at starte karrierer på egen hånd. Med skotske Nic Armstrong forholder det sig modsat. Efter at have udgivet soloprojektet "The Greatest White Liars" (2005), hvor han spillede stort set samtlige instrumenter, tog han på turné med det til lejligheden samlede backing band, The Thieves. Her fandt Armstrong ud af, at det var meget sjovere at spille i et band, og dermed var IV Thieves en realitet.
Det er et band, der af flere prominente navne med Oasis' Noel Gallagher i spidsen er blevet udråbt til britisk musiks fremtid, men deres debutalbum, "If We Can't Escape My Pretty", overbeviser ikke om sandheden i den spådom.
Stilforvirring
Problemet er bestemt ikke en mangel på inspirationskilder. Faktisk er IV Thieves så ivrige efter at lade sig påvirke af deres idoler, så det mere eller mindre ender op i en stor omgang stilforvirring.
Værst er det på "You Can't Love What You Don't Understand", hvor Nic Armstrong i forsøget på at spænde over samme stemmeregister som Radiohead's Thom Yorke lyder som en fibersprængning. Også "Lay Me Back Down" skurrer i ørerne i på grund af måden, hvorpå bandet nærmest skamrider den sene Beatles-lyd. Der er dog også lyspunkter. Eksempelvis er "Higher" i besiddelse af et ganske forførende ekko af drømme, og alt i alt kan man ikke beskylde IV Thieves for ikke at være dygtige folk.
Det fjerner dog ikke det indtryk, som man sidder tilbage med efter at hørt elleve ud af tolv numre, nemlig indtrykket af en samling sange, der savner eget liv. Og så ikke mindst indtrykket af en rød tråd, der er erstattet af en samling svært sammenlignelige garnrester.
Løfter om fremtiden
Meget bliver dog reddet på målstregen. Tolvte og sidste skæring, "Chase me on/off", er en sang, der sparker mås, så englene synger. Og så har den et omkvæd, der bankes fast i det indre øre ved første gennemlyt:
"By the Way, bye Love/ hello Chaos/ By the Way, bye Love / fear not.."
Det er her, IV Thieves får sin helt egen berettigelse. Det er her, vi hører det samspil og den intensitet, der peger fremad i stedet for blot at fægte bagud.
"Chase me on/off" er en sang, der i sig selv fortjener fem stjerner. Det samlede indtryk kan dog ikke hive "If We Can't Escape My Pretty" op over tre stjerner, men med dem følger et løfte: lav tolv sange af samme kaliber som "Chase me on/off"; så vil den næste udgivelse fra IV Thieves stå til mindst fire stjerner.
Udgivet på One Little Indian/Kick Music.
