Eksperimentet fejler ikke noget; fire af landets bedste filminstruktører har fået udfordringen at skabe en enakter på mellem 10 og 30 minutter om emnet kærlighed med brug af maks. syv skuespillere på scenen. Sammen udgør de stykket 'Kærlighedshistorier', der er Aveny-T's exit fra Frederiksberg Alle.
Kærlighedshistorier. Historier om kærlighed. Og først og fremmest historier, der netop ikke handler om kærlighed. Det dramatiske stof synes at finde sit brændstof i fraværet af denne attråværdige tilstand; at elske og blive elsket igen er jo hele livets mening, og Aveny-T punkterer publikums store, følsomme hjerter med fortællinger om, hvor svært det hele er.
Ole Christian Madsen, der i 2001 udmærkede sig som dogmeinstruktør på En Kærlighedshistorie, skitserer med sine tre tableauer af "træmand plus stereotyp kvindetype" de allermest banale eksempler på, hvad der sker, når to mennesker deler et liv uden oprigtigt at holde af hinanden eller have hengivet sig til hinanden. Det bliver en lidelseshistorie og ikke en kærlighedshistorie, en hverdag med mundhuggeri og irritation. Angsten for at være alene og uelsket udstilles i sin allermest ydmygende form - nemlig den, hvor vi gør os immune og lader os nøje.
Også Thor Bjørn Krebs og Birgitte Stærmoses bud på en kærlighedshistorie, 'Love Bites', kredser om kærlighed som noget, vi ikke har, men konstant søger efter. For det kan vel næppe kaldes kærlighed, når der står utroskab på Flyvergrillen på programmet, og de respektive familier i al anonymitet inspiceres ved Det Muntre Køkken i Tivoli. "Og så stod vi der med hver vores familie og smadrede tallerkener", som den svigefulde mand siger. En enakter, der om noget skaber sjove, indre billeder og dermed nærmest bliver højtlæsning fra scenekanten.
Et strejf af ægte kærlighed er faktisk til at få øje på i en af Kristian Levrings tre kukkasser, hvor den aldrende kvinde bukker under for samfundets forestilling om kærlighed og siger farvel til sin unge elsker. Og Tómas Gislason særprægede, men smukt filmiske 'Dødens henter i kærlighedens forgård' er i sig selv en slags kærlighedserklæring til 80'erne, hvor kærlighed var noget, man rettede mod mammon og rusmidler.
Der overraskes ikke hér ved Aveny-T's afdansningsbal, men man er underholdt og sine steder smertefuldt identificeret. Hvor ville det have været modigt, hvis dogmedrengene og den ene dogmepige havde skildret kærligheden uden ironisk distance. For så havde publikum måske bedre have kunnet spille med i rollen som den levende kameralinse, vi var udtænkt til at være..
