More news

 
Exhibition
Fodens Gestus på Brandts

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fodens Gestus på Brandts
Sun 22 Apr 2007

Et billede siger som bekendt mere end 1000 ord. Det gør menneskenefoden også! På Brandts Klædefabrik udstiller Pernille Kløvedal Helweg sine fotos af fødder, der betræder så forskellige dele af verden som Nykøbing Mors og Damascus. "Fodens Gestus" berøver vores ansigt og krop, men formår på vidunderlig vis at fange menneskers identitet og essens.

Fra florlette berøringer på trapper til tungt plantede fødder på fortovet; fra de udtrådte børnesko i Moskva til de røde pumps i København. Vores fødder og vores fodtøj fortæller, hvor vi er, hvor vi har været, hvem vi er, og hvem vi håber på at forestille. Pernille Kløvedal Helweg har med sit lommekamera og sit frøperspektiv fundet en fascinerende indgang til menneskesjælen, en anderledes måde at aflæse mennesket på, som melder om en skarp observationsevne.

"Så længe jeg kan huske tilbage har jeg været optaget af den måde, mennesker indtager rummet med deres gang, tyngde, balance og sko." Sådan skriver Pernille Kløvedal Helweg i Footage, en bog der udgives i forbindelse med udstillingen. Heri finder man et essay, hvori hun beskriver motivationen for at starte denne opdagelsesrejse gennem føddernes univers, og man kan derefter som en ekstra bonus bladre igennem hendes mange spændende og flotte fotografier, hvoraf en stor del desværre ikke er repræsenteret i selve udstillingen.

På Brandts Klædefabrik er der tre fotoudstillinger en suite, og i midten finder vi Fodens Gestus. Den har sit domæne i et lille aflukke, der, efter kunstnerens eget udsagn, pudsigt nok kan sammenlignes med en skotøjsæske! Fotografierne er ikke opstillede, men snarere i en snapshotagtig-form og derefter sat sammen i enten kontraster eller ligheder, der komplementerer både farver og komposition. Der er ikke tale om lige linier og afgrænsede hjørner, men derimod en interessant og dynamisk opstilling. Udstillingen bliver derfor et pusterum, et lille fristed i en ellers stor og firkantet museumshal.

Ydermere er der en sjov finurlighed, der inddrager beskueren i kunstværket. Så hvis man vil blive lidt klogere på sig selv og sine egne fødder, og på den verden, man hver dag betræder, så er Pernille Kløvedal Helwegs udstilling bestemt et besøg værd.

Tid & sted:
Pernille Kløvedal Helweg: Fodens Gestus
Brandts Klædefabrik Museet for Fotokunst
21. april - 10. juni 2007

Læs mere på: www.brandts.dk