|
|
Efter megen foromtale får Asger Leths dokumentarfilm om gangstermiljøet i Haiti premiere i de danske biografer. Det er en film, der i nogen grad hæmmes af en lidt for fantasifuld redigering, men det er hurtigt glemt. Portrættet af gangsterbrødrene 2pac og Bily er nemlig så intenst og hudløst, at deres ansigter står tilbage på nethinden længe efter, at filmen er slut.
Da Christopher Columbus opdagede Haiti, kaldte han øen "det jordiske Paradis". I dag er stedet nærmest at betegne som et jordisk Helvede. "Verdens farligste sted" kalder FN landet.
Hovedstaden Port-au-Prince's værste ghetto hedder Cité Soleil, og her hersker de såkaldte Chimerès - bander af gangstere, støttet og bevæbnet af landets præsident, Jean-Bertrand Aristide.
Brødrene 2pac og Bily leder to af disse bander, og Asger Leth's dokumentarfilm følger de to samt deres "soldater" i 2004, hvor landet er kastet ud i en veritabel borgerkrig. Rebeller nærmer sig Port-au-Prince, Aristides korrupte styre vakler, og gaderne brænder.
De dramatiske begivenheder omkring magtskiftet i Haiti samt Chimerès-bandernes rolle heri er i sig selv stof nok til de første ti dokumentarfilm, men Asger Leth har klogeligt valgt ikke at gøre dette til sit egentlige fokus. I stedet koncentrerer han sig om at skildre de to brødres indre liv. Deres kærlighed, deres loyalitet og ikke mindst deres drømme.
"Du er nødt til at have dine egne drømme", siger 2pac i et eftertænksomt øjeblik. Hans drømme går i retning af rapmusikken, og at dømme ud fra de lydbidder, der afspilles gennem telefonen til verdensstjernen Wyclef Jean (der selv har bidraget med musik til filmen), er han bestemt ikke talentløs. Imidlertid er det svært at bevare et håb, der til hver en tid kun er et riffelskud fra at blive smadret, og den ubønhørlige virkelighed indhenter både 2pac og Bily.
Et lille håb
Brødrenes skæbne skildres i en heftig billedside af Leth samt hans fotografer, Milos Loncarevic og Frederik Jacobi. Snart ser vi lange interviewsekvenser, hvor et stillkamera studerer hver eneste rynke i gangsternes ansigt. Snart ser vi hurtige "fast-forward"-bevægelser gennem Cité Soleils smalle gader af mangfoldighed og slum. Denne billedside er filmens fascination, men også dens problem. Der har simpelthen været lidt for meget lir i redigeringen, og det koster på troværdigheden, når man ind imellem er i tvivl om, hvorvidt man ser Boogie-listen eller en kamp på liv og død.
Denne anke blegner dog noget, efterhånden som indholdet brænder igennem. Portrættet af 2pac og Bily er ærligt og fuldstændigt nøgent. Vi er med ved brødrenes møde med volden og ikke mindst kærligheden. Især 2pacs vekslen mellem skiftevis at elske og hade broderen viser en intimsfære hos denne gangster, der vel ellers er de færreste forundt at se. Det talent, det arbejde, der er lagt i at bygge en sådan tillid op, er respektindgydende. I orkanen af billedindtryk er det 2pacs og Bilys ansigter, der efterlader brændemærker på nethinden.
Og så bekræfter Ghosts of Cité Soleil, at også gangstere kan drømme. Det er da et lille håb i en ellers håbløs verden.
