Det er klassisk Oscar Wilde når det er bedst. Engelsk Arrogance og stiff upperlip, forvekslingskomedie og ikke mindst bidende britisk humor i rigelige mængder. Historien er helt igennem simpel og banal, men alligevel bliver Bunbury til to en halv times forrygende underholdning.
To unge mænd i victoriatidens England har af praktiske årsager begge opfundet en fiktiv person. John (Ole Lemmeke) har et landsted, men han har installeret sin fiktive lillebror Ernest i London. Dette giver ham rigelige undskyldninger for at rejse til byen for at rede trådene ud for lillebroderen. Så snart han er i London påtager han sig lillebroderens identitet og lever hans vilde liv. Disse besøg i byen bliver bla. brugt på at besøge hans ven Algernon (Søren Sætter-Lassen). Algernon lever et dekadent overklasseliv, men har opfundet vennen Bunbury, som har et skrantende helbred. Dette giver Algernon mulighed for at slippe for diverse mindre festlige familiebegivenheder.
Disse udmærkede arrangementer begynder dog at køre af spore, da Ernest vil frie til Algernons kusine Gwendolen (Beatte Bille). Dette falder ikke i god jord hos Gwendolens mor Lady Braknell (Birthe Nuemann) efter hun har underkastet John (Ernest) et skarpt forhør for at sikre, at han er et passende parti med den rigtige adresse og orden i stamtræet. Derfra kører spillet for at alle de unge hjerter kan få den, de vil have.
Bunbury regnes for et af Oscar Wildes hovedværker, og det med god grund. Det er gennemsyret af bidende satire og spidse kommentarer fra ende til anden. Historien i sig selv indeholder ikke mange overraskelser. Mesterværket består i at den formår at bevare drivet i historien gennem alle tre akter på fænomenal og underholdende vis - uden gentagelser af nogen art.
Alle skuespillerne leverer en toppræstation, men Birthe Nuemann skal især fremhæves. Hun er fremragende i rollen som den gennemførte arrogante og dominerende Lady Braknell og formår at spille op mod alle andre karakterer i stykket, så det er en fryd.
