More news

 
Literature
Kollegiekogebogen

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kollegiekogebogen
Wed 22 Aug 2007



Kollegiebogen af Janne Toft Jensen og Jesper Maiboe vil sikkert være en velkommen indflyttergave for alle de mange unge mennesker, som i denne tid skal flytte hjemmefra i lejlighed eller på kollegium, og for første gang skal styre egen husholdning, få økonomien til at slå til og sørge for mad på bordet hver dag.

Opskrifterne stammer efter sigende fra studerende, som bor rundt omkring på Danmarks kollegier. Opskrifterne udmærker sig ved at være billige, nemme at lave for selv den mest uerfarne ud i kogekunsten, og så kræves der ikke en bunke forskellige køkkenredskaber og dingenoter, som de færreste der lige er flyttet hjemmefra ejer eller har adgang til.

De fleste opskrifter er til to personer, men kan nemt ganges op, hvis man skulle komme med i en madklub på det kollegium, man flytter ind på. Alle opskrifter har desuden angivelse af sværhedsgrad, så det er nemt at bedømme om den enkelte opskrift er noget, man tør give sig i kast med eller ej, ingen af opskrifterne er dog decideret svære.

Da bogen er beskrevet til en målgruppe med lavvande i pengekassen, men højvande i trangen til at være social og more sig, er der foruden opskrifter på hverdagsmad også opskrifter på mad, der kan serveres for gæster, let og billigt mad, samt naturligvis opskrifter på drinks til den ofte tilbagevendende "tour de Chambre". For de absolutte nybegyndere er der opskrifter på basismad, hvor man lærer at lave kartoffelmos, koge ris og meget andet, man sjældent finder i andre kogebøger, heller ikke dem for nybegyndere.

Hvis der overhovedet er noget negativt at sige om bogen, så er det manglen på billeder af maden. En nok så god trinvis beskrivelse kan ikke hamle op med en visuel illustration. Opskrifterne er heller ikke delt op på nogen logisk facon under forskellige kategorier som kødtype, land eller lignende. Enten må man bladre alle opskrifterne igennem, eller også skal man vide, hvad opskriften hedder, så man kan slå den op i registeret bagerst.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Titel: Kollegiekogebogen
Forfatter: Janne Toft Jensen og Jesper Maiboe
Forlag: Gyldendal
Sideantal:176
ISBN: 9788702060157