|
Tzvetan Todorovs litteraturteoretiske klassiker "Den fantastiske litteratur" er udkommet i en nyredigeret udgave med fint efterskrift af Jacob Bøggild. Den er et must-have for alle litterært interesserede, men kræver en vis faglighed og viden inden man sætter tænderne i den. Men for den rette læser smager den himmelsk, ja ligefrem fantastisk.
Todorov udgiver sin afhandling om den fantastiske litteratur i 1970, og definerer deri denne som en selvstændig genre. Det er imidlertid en genre, der er kendetegnet ved dens evige hensvindende karakter, en genre der ligger på grænsen mellem to andre genrer, idet en fortælling kun kan karakteriseres som fantastisk, når man som læser balancerer og vakler på en knivsæg mellem det reelle og det imaginære.
Det fantastiske i litteraturen indtræffer, når der sker noget uforklarligt, noget utroligt og chokerende, hændelser, man som læser ikke ved om man skal anbringe i fornuftens eller i fantasiens verden. Lige så snart man placerer disse hændelser inden for naturlovene eller uden for fornuftens grænser, ophører det fantastiske med at eksistere, og fortællingen kan derefter enten karakteriseres som uhyggelig eller vidunderlig. Det er mellem disse to sidstnævnte genrer, at den fantastiske litteratur befinder sig.
Læseren skal så at sige bringes til en `tøven´, og befinde sig i et dilemma mellem en naturlig forklaring eller en accept af det overnaturlige. Læseren skal altså undre sig over hændelserne, og derfor må udgangspunktet i fortællingen være et rationelt verdensbillede, og det er derfor, at Todorov forkaster poesien, allegorien og eventyret som fantastisk litteratur. I disse genrer er alt muligt, og ingen læser vil studse, hvis en rose bliver en kvinde, rosenhaven en kvindes skød, eller hvis der kommer en bestøvlet kat forbi.
Todorov har utallige spændende litterære eksempler på sine udredelser om den fantastiske litteratur, hvilket gør et ellers teoretisk værk mere overkommeligt at læse. Han kaster sig over alt fra Edgar Allen Poe til Agatha Christie til "Tusind og én nats eventyr", og han beskriver dem med en læseglæde, der i den grad smittede af på denne læser. De mere teoretiske overvejelser om genrebestemmelser og det fantastiskes temaer skal stå uberørt her, dem må man selv læse sig frem til. Selvom udgivelsen altså er yderst læsevenlig og uden de helt store akademiske armbevægelser, så skinner strukturalisten Todorov dog igennem på hver side, så hvis man stejler ved ord som pragmatik, semantik og syntaks, skal man hellere læse nogle af ovennævnte forfattere, og se om man ikke selv kan opleve denne tøven og denne æggende tvetydighed mellem det reelle og det imaginære. Det er da et fantastisk budskab..
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Tzvetan Todorov: Den Fantastiske Litteratur
Forlag: Klim
Sider: 190
Udgivelsesdato: 10.08.2007
ISBN: 978-87-7955-435-1