Hoffmann er den generiske kunstner med en romantisk kerne, der konstant splittes i atomer, som farer ud i rummet på evig jagt efter nye stimulanser, nye kvinder, masser af sprut, guddommelig inspiration og .. måske ægte kærlighed. Forfriskende operastof, der realiseres i en symbolladet og gennemtænkt opsætning af 'Hoffmanns Eventyr' i Operaen.
Multikunstneren E.T.A. Hoffmann lægger selv karakter til de tre erotiske og fantastiske fortællinger med prolog og epilog. På scenen er det den unge, østrigske tenor Nikolai Schukoff, som lægger kød, krop og stemme til figuren - og det er vel en smagssag, om man finder hans klejne skikkelse appellerende, men med sit skuespil og dramatiske talent fylder rollen ud i en størrelse XL.
Hoffmann er på en imponerende tour de force gennem den statiske nydelses landskaber. Kvinderne hober sig op omkring ham i identiske skikkelser, hvoraf han tilfældigt vælger at kaste sin tomme, romantiske kærlighed på først den mekaniske dukke Olympia, dernæst den af sin skønsang døende Antonia og til slut skøgen Giulietta. Olympia synges af Louise Fribo til UG med kryds og slange; hendes musicalfortid fornægter sig ikke, og hun leverer varen med en sprød, legende og overdrevent seksualiseret sopran. Som døende virker Anne Margrethe Dahl en kende slagfærdig, og desorienteringen i denne sære kobling mellem dødskamp og energisk stemmeføring var total. Velvalgt som letlevende dame var til gengæld Tina Kiberg, der spillede op og med så alle fattede pointen!
Fortolkningen af Hoffmanns Eventyr er overvejende psykologisk og rækker ud efter publikum. Vi er velkomne i stolerækkerne med nummererede sæder, men også i vores sceniske spejlbillede: stolerækkerne på scenen. Voyeur eller identifikateur. Valget er frit.
Yannis Houvardas har iscenesat denne lutrende og lumre forestilling, fabelagtigt besat af dybt engagerede kunstnere i graven samt på og bag scenen, og Operaen har skabt sig en reel mulighed for at tiltrække nye typer af tilhængere. Man kan nyde den både med eller uden referenceramme. For de indrammede er slutscenen, oprindeligt venetiansk, men nu reduceret til en fælles soppepøl, angiveligt lige moderne nok for konservativ smag. Og den ægte kærlighed? Ja, det kan såmænd vise sig at være en livslang ven og muse, som Hoffmann til slut erkender det.
