|
|
En afdanket forbryder, den russiske mafia, et stjålet maleri, en forsømt datter og en skydegal politibetjent er ingredienserne i den lunkne og smagløse suppe, vi skal slubre ned, når vi sætter os til rette for at se Lasse Spang Olsens "Den sorte madonna". En film, der går under betegnelsen action-komedie, men som hverken opbyder det første og da slet ikke det sidste.
Den russiske mafia hyrer den afdankede tyv Kurt (Morten Grunwald) til at stjæle et kostbart, russisk ikon - maleriet Den sorte madonna. Kurt spiller dog ikke med åbne kort, hvilken tyv med respekt for sig selv gør også det, og han lader sine to kumpaner - Victor og Morten (Ole Thestrup og Nicolas Bro) - i stikken, da han vælger at beholde maleriet for sig selv. Devisen må lyde; gerne stjæle, men ikke dele. For at hytte sit eget skind sender han maleriet til sin forsmåede stripteasedatter Maria (Tuva Novotny), der indlader sig på at rejse til Polen, hvor maleriet skal overhændes til mafiaen. I hendes kølvand følger betjenten Gustav (Anders W. Bethelsen), der gør alt for at sikre maleriets sikre returnering til dets rette ejermand.
Hvis man har stiftet bekendtskab med Lasse Spang Olsens tidligere action-komedier - I Kina spiser de hunde (1999), Gamle mænd i nye biler (2002), Inkassa (2004) og Den gode strømer (2004) - og man syntes om disse, så vil der også være en ganske god chance for, at Den sorte madonna vil ramme plet og underholde. Hvis man dog ikke har den store fidus til Spang Olsens overdrevne filmnarrativer, så bør man unde sig selv at styre langt uden om dette hans nye eventyr, da det er skåret efter præcis samme læst som sine bedrøvelige forgængere.
End ikke det relativt store opbud af dygtige, danske skuespillere kan redde denne film fra at kuldsejle. Præstationerne (og dermed karaktererne) er stereotype og hule, og man gider på intet tidspunkt at interessere sig for deres liv eller skæbne. Ole Thestrup er som altid castet som en storsvovlende bonderøv, der lukker mere lort ud af munden, end der kommer ud af enden på et svin. Det fungerede fint i Anders Thomas Jensens Blinkende lygter (2000), men virker blot stupidt og karikeret i denne Spang Olsen-fadæse.
De elementer af action, filmen forsøger at opbyde, er så amatøragtige, at man ikke kan undlade at spørge sig selv, om instruktøren ikke lærer af sine fejl. Actionsekvenserne er så ufrivilligt komiske, at det er disse - og ikke filmens komik - man griner af. Især bør man bide mærke i det "velkoreograferede" shoot-out i begyndelsen, hvor Anders W. Berthelsen giver den som sej betjent. Og som om dette ikke er nok, så kammer projektet i al sin elendighed over, da Birthe Neumann som russisk mafia femme fatale begynder at knalde rundt med tunge automatvåben - det er ikke kun latterfremkaldende, det er latterligt! Spang Olsen evner simpelthen ikke at fremstille troværdig action endsige komik.
Filmen som helhed - og filmens slutning i særdeleshed - er ynkværdig, vederstyggelig og imbecil. Det er en sørgelig undskyldning for filmmediet skabt af en talentløs instruktør. Spang Olsens I Kina spiser de hunde kommer ved sammenligning til at fremstå som et filmisk mesterværk. At dansk film i mange henseende er på deroute, er Lasse Spang Olsens seneste vildskud et klokkeklart eksempel på. Det er under alle omstændigheder begrædeligt, at der bruges danske filmmidler til at finansiere noget så gumpetungt og åndsforladt. Hvis man vil se en film om stjålne malerier, bør man i stedet se Jannik Johansens middelmådige Rembrandt fra 2003, hvor Nicolas Bro også spiller en aktiv roller som kunsttyv.
Ude på DVD fra Nordisk Film
