|
|
Over Europa hænger krigens modbydelige spøgelse som en tung tåge. Året er 1917, og Første Verdenskrig buldrer af sted på sit tredje år. En gruppe unge, amerikanske mænd melder sig ved den franske front som kamppiloter - de vil gøre en forskel. Dette er omdrejningspunktet for Tony Bills noget tamme og følelsesforladte krigsdrama "Flyboys" fra 2006.
Hvor det normalt er Anden Verdenskrig, der har draget flest instruktører, tager Tony Bill fat i Første Verdenskrig. Han ønsker at skildre den sandfærdige historie om den legendariske Lafayette-eskadrille, der bestod af USA's første kamppiloter. På trods af at Første Verdenskrig primært er kendt som en modbydelig skyttegravskrig, hvor sennepsgas blev anvendt som krigsmiddel, så var det også krigen, der indledte en ny æra, hvad angår krigsførelse. En ikke ubetydelig del af krigen blev således udkæmpet i de højere luftlag af modige mænd og deres flyvende krigsmaskiner.
USA med præsident Woodrow Wilson ved roret involverer sig først i krigen i 1917, men en broget skare af idealistiske mænd melder sig allerede noget tidligere under den franske fane. De vil kæmpe for den gode sag, de vil betvinge undertrykkerne, de vil ofre deres liv for friheden. Blandt disse mænd finder vi idealisten Rawlings (James Franco) - bedst kendt for sin dobbeltrolle som Harry Osborn/New Goblin i Sam Raimis Spiderman-trilogi - der involverer sig i krigen med et sæt fasttømrede moral og æresbegreber. Han er den amerikanske cowboy par excellence, den amerikanske frontiermyte personificeret, der kæmper for retfærdigheden, kærligheden og livet.
Men andre ord, så er Rawlings en typisk stereotyp på den amerikanske helt, og filmen er da også mest af alt bygget op omkring klassiske stereotyper, der alle har deres egne spøgelser at kæmpe med. Der er således den overvægtige amerikaner, sendt i krig af sin dominerende far. Der er afroamerikaneren, der som bokser kæmper sig gennem liv og racediskrimination. Der er sønnen, der tager til fronten for at bevise, at han er lige så krigsduelig som sin far og sin bedstefar. Der er forbryderen, som flygter til en fremmed krig for at slippe for fængselsstraf derhjemme. Det er en typisk heltefortælling støbt efter sødsuppepatriotisk devise, hvor det er de gode mod de onde. Flyboys er med andre ord af en sådan støbning, hvor alt fremstilles sort og hvidt. Der er heltene på den ene side og skurkene på den anden, hvilket resulterer i en nuanceløs fremstilling af krigens problematik.
En af ulemperne ved Tony Bills Flyboys er da også, at den vil for meget. Den vil være en film om kærlighed, en film om venskab, en film om idealisme og en film om krig. Men den evner ikke at kombinere alle disse områder forsvarligt, og vi ender med en svag suppedas af typisk genremiks, der ikke tør hellige sig ét område fuldt ud. I stedet ender vi med en 133 minutters knapt så realistiske fremstilling af uhyrlighederne under Første Verdenskrig, og filmen er mere en spektakulær flyveopvisning end det er et følelsesladet krigsdrama med fokus på skæbner, man gider involverer sig i. Jean Renos karakter (Thenault) fremstår også mest af alt som en småplat kransekagefigur, hvis navnetræk på henholdsvis biografplakat og dvdcover skal lokke folk til at se filmen i håb om, at denne dygtige skuespiller vil træde i karakter. Men ak, end ikke Reno er interessant, hvilket i øvrigt også gør sig gældende for det resterende ensemble af skuespillere, der i bedste fald leverer middelmådige præstationer i en gennemført middelmådig film.
Man kan have lov at håbe, at Clint Eastwood, nu hvor han med krigsdramaerne Flags of Our Fathers og Letters From Iwo Jima har vist, at man kan have fokus på begge fronter i en konflikt og skildre disse sobert og nuanceret - også vil give sig i kast med en film om Først Verdenskrig. Det er tiltrængt med en ordentlig af slagsen efter Tony Bills computergenerede krigseventyr!
Ude på DVD fra Nordisk Film
