More news

 
Theatre
Dronningen af Malmø

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dronningen af Malmø
Thur 4 Oct 2007



Spiddende satire, ironisering over aktuelle politiske emner men først og fremmest solid underspillet dansk humor - 'Dronningen af Malmø' har faktisk det hele. Den er bragende sjov samtidig med, at den udstiller den gældende lovgivning om familiesamføring og spindoktorer i et ubehageligt skarpt lys. Flemming Jensen har med manuskriptet begået et fremragende stykke med en ekseptionel høj underholdningsværdi

Kongen ligger for døden og statsministeren er sammen med sin spindoktor flyttet ind på kongeslottet for at forberede det kommende tronskifte. De to unge prinser er på vej hjem for at være ved dødslejet. Alt er planlagt og drejet hen mod den bedste vinkel i medierne. Der kommer dog gevaldigt grus i maskineriet, da den unge kronprins sætter hans egen dagsorden i forbindelse med hans kommende tronbestigning ved at medbringe en kæreste af eksotisk herkomst.

Sagen bliver ikke enklere af, at PET ikke har helt styr på overvågningen af den unge prins og derefter har gjort deres formodninger, så derfra kører en perlerække af misforståelser, der udstiller vores fordomme om indvandrere.

Dronningen af Malmø er først og fremmest en komedie, en spids satire, som udstiller, hvordan det kan foregå bag kulisserne i kongehuset og i regeringens spinapparat. Det politiske aspekt tiltager gradvist i forestillingen og er egentligt først dominerende til allersidst. Det er og bliver dog satiren, der helt overskygger resten af forestillingens aspekter.

Stykket indeholder dog nogle svære skift fra hæsblæsende humor til sød kærlighed. Disse skift bryder stykkets tempo, men er et ærligt forsøg at sætte lidt mere alvor ind i historien

Hovedparten af skuespillerne spiller deres roller helt fænomenalt og fylder hele deres karakter med gravalvorlige eller dybt fjollede miner. Som de eneste virker Kronprisen og hans kæreste desværre ikke overbevisende i deres roller, de fylder dem ikke helt ud og er lidt for tunge i deres skuespil. Det er dog en biting i forhold til den samlede præstation, der gør, at Dronningen af Malmø er mere end et seværdigt stykke.

Se spilletider