More news

 
Literature
Ian McEwans Ved Chesil Beach

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ian McEwans Ved Chesil Beach
Fri 19 Oct 2007




Ian McEwans nye, velskrevne "roman" giver et indblik i det tyvende århundredes nærmest skizofrene syn på seksualitet gennem kontrasten mellem de to hovedpersoner Florence og Edward.








Ian McEwan er kendt for sine mesterværker Amsterdam og Atonement, og med Ved Chesil Beach fortsætter han sin færd gennem sin litterære karriere med en noget svagere roman end de foregående. Ved Chesil Beach er en underholdende men til tider lidt intetsigende bog, der dog har sine forcer.

Året er 1962, og et ungt nygift par sidder i deres brudesuite og spiser en meget lidt tiltalende middag, mens de spekulerer på deres første rejse udi sex. Mød Florence og Edward: hun er violinist og kunstnerisk anlagt, og han er historiker med smag for rock and roll. Edward har store forventninger til, at den kvinde, han elsker vil give sig til ham helt og holdent på deres bryllupsnat, men det viser sig hurtigt, at Florence ikke bare frygter sex, men endda får kvalme og bliver svimmel ved tanken om det.

Men denne bog handler om mere end bare Florences forskrækkelse over sex og Edwards kejtede og lidt for begejstrede reaktion på den nært forestående akt. Som handlingen i brudesuiten udfolder sig, får vi en række tilbageblik til Edward og Florences barndom og ungdom og dermed også en mini-historielektion om midten af det 20. århundrede og fremefter. Da Edward er historiker, får vi tilmed hans ideer og syn på historien serveret i små, velskrevne og underholdende bidder. Edwards undertrykte seksualitet og Florences nærmest victorianske snerpethed kolliderer og skaber en god dikotomi mellem det gammeldags og det moderne.

På den ene side er deres historie lettere triviel og fyldt med klicheer—dreng møder pige, dreng bliver forelsket, dreng gifter sig med pige—men på den anden side giver denne mondæne historie et underholdende indblik i synet på seksualiteten før 60'ernes frisindede revolution. Efter et komisk og mislykket forsøg på at fuldbyrde deres ægteskab flygter Florence fra suiten, og da Edward finder hende på stranden, bliver han overrasket og fornærmet over det forslag, hun fremsætter. Sidst på årtiet ser Edward tilbage på det øjeblik og indser, hvor frigjort og fremsynet hendes idé egentlig var.

Slutningen giver i meget korte træk et resume af Edwards liv efter skilsmissen fra Florence, og dette får umiddelbart romanen til at virke ufuldstændig og forhastet. Men alt i alt har Ian McEwan skabt en underholdende, lille historie, der skildrer overgangen mellem en neurotisk, victoriansk tilgang til seksualitet og 60'ernes frisind, og om ikke andet kan man nyde de sporadiske sproglige finesser med et strejf af sarkasme og satire.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Ian McEwans: Ved Chesil Beach
Forlag: Gyldendal
Sider: 144

ISBN-13: 9788702057430