Et stærkt sangerhold og en velgennemtænkt scenografi gør Kasper Bech Holtens iscenesættelse af Verdis klassiker til en interessant og seværdig oplevelse - selv om historien ikke formår at rive sit publikum med.
Temaerne kan næsten ikke blive mere storslåede. Er kærligheden eller magten størst? Er det religion eller politik, der skal have det afgørende ord i vores liv? Den store italienske operakomponist Guiseppe Verdis Don Carlos blev uropført i 1867, men er stadig uhyggeligt aktuel. I et land, der ifølge librettoen er Spanien, men som i denne opsættelse er en udefinerbar, totalitær stat i en nær fremtid, hersker den magtfulde Kong Filip (ved premieren sunget af Stephen Milling). En mand, der af sin far er tvunget ind i rollen som en stærk og hård leder, men som bag det hårde ydre er en følsom, kunstnerisk sjæl. Han manipuleres af en djævelsk Storinkvisitor, der kæmper for at øge kirkens magt i samfundet.
Umiddelbart inden fortællingen tager fart, har han snuppet den franske prinsesse Elisabeth, der var blevet lovet hans egen søn, kronprins Carlos (Nikolai Schukoff). Imens blæser nye vinde hen over landet, kronprinsens ven Rodrigo (der ved premieren spilledes fremragende af Tommi Hakala) bringer nye, revolutionære tanker til hoffet og en folkelig opstand truer kongens magt. En eksplosiv blanding af politik, seksuelle intriger og religion, der uværgeligt må rive kongefamilien fra hinanden.
Operaens opsætning er båret frem af et stærkt sangerhold, hvor især Tommi Hakala imponerer i rollen som kronprinsens ven, den drømmende, intellektuelle revolutionære Rodrigo. Og fortællingen forstærkes af en forholdsvis enkel, men velfungerende scenografi og kostumer, der på fin vis både bringer en middelalderlig inkvisitator flere hundrede år frem i tiden og leger med diktaturstaters forkærlighed for uniformer.
At føre Verdis historie op til nutiden - og et stykke længere - er dog ikke uden problemer. Langt hen ad vejen fungerer det upåklageligt, men i den meget dramatiske scene i slutningen af 2. akt, hvor Flanderns folk tager kongen og hans gæster som gisler for at generobre deres frihed, bliver moderniseringen lidt overdreven. Gidseltagerne er iført sprængbælter og fører derved tankerne hen på de selvmordsbombere, som er så skræmmende aktuelle i vor tid, men denne trussel tages ikke op i fortællingen. Ligeledes bliver scenen hvor Rodrigo ofrer sit liv for sin ven Carlos mere komisk end tragisk, når den udspilles i moderne fængselsomgivelser. Rodrigos ellers tårevædede afsked og hans kærtegn af vennen falder helt til jorden og vækker mindelserne om alt andet end en dødskamp.
Kasper Bech Holten har i denne opsætning valgt at lægge vægt på det politiske drama, men Don Carlos er i lige så høj grad en kærlighedshistorie om kronprins Carlos og hans nye stedmors ulykkelige forelskelse, og den del af historien formår aldrig at fænge, måske fordi den ikke får den fornødne opmærksomhed midt i spillet om den religiøse og politiske magt.
Det Kongelige Teaters operahus på Holmen, København: Don Carlos
