More news

 
Literature
Juicer og smoothies

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Juicer og smoothies
Fri 18 Jan. 2008

Igen er helseguruen Lene Hansson aktuel med en ny bog - "Lene Hanssons juicer og smoothies" - der er udkommet på Lindhardt og Ringhof. Hendes mål med bogen er at vise os, at det hverken er dyrt, besværligt eller tidskrævende at producere lækre, hurtige og ikke mindst sunde drinks som juicer og smoothies.


Lene Hansson er en myreflittig kvinde, der gør sit ypperste for at slå et slag for den almene folkesundhed. Bemærk blot med hvilken hast, hun producerer den ene bog om sund kost efter den anden - der er et budskab om sundhed og velvære, hun vil have ud!

Med så alsidig og imponerende en faglig baggrund som fitness- og aerobicinstruktør, ernæringsvejleder, Reiki-healer, Bach-terapeut og leder af eget Wellness Center er Lene Hansson næppe den forkerte at sætte sin lid til, hvis man gerne vil ændre livsstil fra usund til sund.

Med sin nyeste bog om juicer, smoothies og andre sunde drikke kan man, hvis man er den lykkelige ejer af en af de hersens blendere, forsøge sig ud i alskens flydende (og sund, meget sund) nydelse! Og der er - som Lene Hansson selv skriver i bogens forord - ingen undskyldning for ikke at leve sundt! Bogen skal nemlig vise (måske nærmere bevise), at det ikke tager lang tid at tilberede frugt om morgenen. Nogle af opskrifterne tager endog ikke længere tid at lave, end det tager at: "hive cornflakes, sukker, mælk, tallerken og ske ud af skuffer og skabe." Så der er altså ingen undskyldning - nu er det bare med at komme i gang!

Selvom det primære formål med bogens opskrifter er at promovere sundhed, så er opskrifterne ikke usmagelige, kedelige og grå - tværtimod! De er spækket og fyldt til randen med alskens farverige, lækre og gode frugter og grøntsager, der kan opdrives i lille Danmark. Ydermere er Hansson stålsat økolog (hvilket kun er fint), og hun gør opmærksom på, at man videst muligt skal købe økologisk - så undgår man nemlig alle disse så ubehagelige og unødvendige tilsætningsstoffer og skumle E-nummer-inficerede produkter!

Bogen har i øvrigt også opskrifter, der henvender sig til folk, der ikke tolererer mælkeprodukter, og hvis man tilhører det segment, der ynder at påføre sig mad i ansigtet, så kan en af smoothiesopskrifterne eksempelvis anvendes som ansigtsmaske - go' fornøjelse!

Bogens opskrifter er delt ind i seks separate kategorier, der omhandler "Smoothies med frugt", "Smoothies med mejeriprodukter", "Smoothies med frugt", "urter og frugtjuice", "Smoothies med grøntsager eller urter" efterfulgt af kapitlerne "Juice" og "Te".

I øvrigt kan man, hvis man ønsker yderligere og uddybende information om Lene Hansson og hendes bøger, med fordel besøge hendes hjemmeside.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Titel: Lene Hanssons juicer og smoothies
Forfatter: Lene Hansson
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Siderl: 142
ISBN: 978-87-11-31416-6