Puccinis opera "Tosca", der havde urpremiere i år 1900 har netop haft repremiere i Operaen på Holmen. Selvom forestillingen har mere end 100 år på bagen, er temaerne stadig lige aktuelle og musikken smuk og storslået. "Tosca" er flot iscenesat og kombinationen af fabelagtige sangere og spændende scenografi går op i en højere enhed.
Sjældent har to timer og 40 minutter været så tætpakkede: Krig, henrettelse, mord, vildt begær og brændende kærlighed er blot nogle af ingredienserne i Puccinis klassiker om den skinsyge sangerinde Floria Tosca. Hun danner par med maleren Cavaradossi, en langhåret helt og førsteelsker, men er samtidig efterstræbt af politichefen Scarpia, hvis åbenlyse glæde ved andres lidelse uden problemer kunne have stået model til Stjernekrigens Darth Vader.
Der er ingen tvivl om, hvem de gode og onde er i dette spil. Politichefen udnytter Toscas voldsomme temperament og jalousi i et forsøg på at skabe splid mellem de elskende, og da det mislykkes bliver Cavaradossi i stedet anholdt for at skjule en fange på flugt. Herfra hvirvler handlingen fra det ene dramatiske højdepunkt til det næste med en fart, så man næsten taber pusten.
Sopranen Iréne Theorin synger titelrollen med lige dele fyrighed og charme, så man trods Toscas afsindige jalousi ikke vender sig imod hende, men snarere betages af de følelser, der er så store, at hun ikke kan tumle dem. En medrivende præstation, der formår at vise alle Toscas facetter. Over for hende har Operaen lånt den ukrainske tenor Misja Didyk. En fremragende handel, for hans Cavaradossi besidder for alvor heltens store styrke og følsomhed, hvilket blandt andet kommer til udtryk i de berømte arier "Recondita Armonia" og "E Lucevan le stelle". Det er, så hårene rejser sig i nakken. Det gør de også, når Scarpia folder sin karikerede ondskab ud. Ved premieren sunget af en særdeles diabolsk Per Høyer, der især brillerer, da han i slutningen af første akt beretter om, hvordan han med løgn og bedrag vil erobre Toscas hjerte. Her støttes han af både operakoret og drengekoret i en bastant manifestation af, hvad opera kan præstere, når det er allerbedst.
Kostumerne i Tosca følger den traditionelle stil. Handlingen er sat til at foregå i år 1800 og såvel mændenes dragter som Floria Toscas elegante empirekjoler understreger dette. Samtidigt står kostumerne i stærk kontrast til scenografien, som er langt mere abstrakt.
Operaen spiller på alle tangenter når det gælder scenebilleder. Scenografien i Tosca er i konstant forandring. Gulve hæves og sænkes. Vægge stiller sig på skrå og scenen gøres skiftevis større og mindre. Dybde er et nøgleord i forestillingen, og det underbygges formidabelt af den levende scenografi. Ikke mindst er lyssætningen upåklagelig og yderst virkningsfuld.
Tosca regnes for Puccinis største værk, og i Operaens opsætning kommer værket til sin fulde ret.
Foto: Miklos Szabo
Operaen: Tosca
