|
|
"Prinsesserne" er en dramatisering af Anne Marie Løns bestsellerroman af samme navn. Stykket handler om to søstre, som i en ung alder overtager en næsten fallit slægtsgård og beslutter sig for - med alle midler - at redde gården. Dette valg kommer til at koste en meget høj pris, både for de to piger, men også for deres omgangskreds.
Bogen og stykket er bygget over virkelige mennesker og hændelser. Det fortæller ikke den virkelige historie og kan således ikke regnes som en dokumentarisk fortælling, idet både forfatteren Anne Marie Løn og dramatikeren Vivian Nielsen har lagt lidt fantasi og dramatisk frihed ind i handlingen.
Stykkets hovedpersoner er Valborg og Violet. De lever et liv i luksus med mange bejlere og i omegnen går de under navnet Prinsesserne. Deres far er proprietær, men også en drukkenbolt. Deres mor er kun en skygge, som bevæger sig rundt på gården og ofte går ind og lægger sig! Da faderen dør efter at have taget livtag med tyren, kommer det frem, at hele gården er forgældet. Advokaten råder dem til at sælge og få det ud af gården de kan, men Valborg beslutter sig for, at hun vil tage kampen op og få gårdens økonomi op at stå igen. Valborg har en stærk vilje, så Violet og moderen går med til det, og så bliver det sådan. Valborg går i marken, og Violet passer køerne, og imens forsvinder livet mellem deres fingre. De to holder hinanden fanget i et usynligt jerngreb. Valborg sætter en ære i at kunne klare sig selv; ingen skal prøve at hjælpe hende, men samtidig er hun også ude af stand til at klare sig uden sin søster, og vil gøre hvad som helst for at forhindre hende i at forlade gården.
Der kommer mange overraskelser i løbet af stykket, og selv om man kan synes, at pigerne og folkene omkring dem får en krank skæbne, så lægger stykket ikke op til, at man skal føle medlidenhed med dem, eller føle noget som helst andet for den sags skyld. Alle handler, som de finder bedst og rigtigst. Der er ingen bejlen efter forståelse, eller forsøg på at stille sig selv i et bedre lys. Tingene er som de er, man kan kun acceptere, at sådan er det.
Sceneopsætningen, som er udtænkt af Poul Fly Plejdrup, fungerer rigtig godt. Scenen er nærmest en gangbro af træ, hvor publikum sidder på begge sider, så skuespillerne skal agere i mindst to forskellige retninger, hvilket de i øvrigt klarer fremragende. Visse ting i handlingen kan ikke formidles gennem replikker, mimik og bevægelser, dette løses ved at de andre skuespillere indimellem bryder ind med enetaler, kommentarer mv. Disse "talestykker" giver stykket en ekstra dimension og giver en rigtig god virkning.
De fleste af skuespillerne har flere forskellige roller. Især mændene har mange rolleskift, her skal særligt fremhæves Rolf Hansen, som formår at tilføre hver eneste karakter noget unikt. De to hovedroller spilles af
Foto: Anne Lene Petersen
Svalegangen: Prinsesserne
