More news

 
Literature
Dinosauruspulveret

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dinosauruspulveret
Tues 26 Aug 2008

Dinosauruspulveret er lyrikkeren og forfatteren Lone Munksgaard Nielsens første livtag med en billedbog til børn. Forfatteren har tidligere skrevet 9 digtsamlinger, to skuespil og en roman. Bogen er skrevet for de lidt større børn i alderen 3-7 år og vil sikkert appellere til dinosaurus-interesserede børn.

Det begyndte den dag, Ole fyldte 8 år og Bent havde en fantastisk gave med; et pulver, der bliver til en dinosaurus, når det kommer i vand. Pludseligt ønsker alle børnene i klassen sig magisk pulver i fødselsdagsgave for at kunne få deres egen dinosaurus.

Bent er ellers sådan en gammelklog dreng, som alle børnene synes er kedelig og kun inviterer med til deres fødselsdage, fordi han altid kommer med nogle helt specielle gaver. Efter sin opfindelse af dinosauruspulveret bliver Bent pludseligt den mest populære i klassen.

De eneste, der ikke bryder sig om det fantastiske pulver, er børnenes mødre, som alle sammen flygter op på tagene og gemmer sig, samt børnenes fædre, som forsøger at indfange dinosauerne for at redde deres koner.

- Men måske er pulveret ikke så fantastisk som man skulle tro..

Bogen handler om en dreng med et særligt talent for at opfinde ting. En dreng, som egentlig betragtes som kedelig, men i kraft af sit talent bliver den mest populære dreng i klassen. Den handler også om at få sit største ønske opfyldt og om at miste noget, man holder af.

Bogen er illustreret med flotte farverige billeder og vil sikkert især appellere til børn, der interesserer sig for dinosaurer. Bogen appellerer nok mere til drenge end til piger, og det er godt, for der mangler bøger som kan få læselysten frem i drengene i de små klasser. Bogens handling kan være med til at sætte nogle tanker i gang hos barnet om, hvad det betyder at være populær, hvordan man bliver det, og hvad prisen for popularitet kan være. Bogen handler også om at miste noget, man er glad for, og kan måske også føre til en snak med barnet om det at miste et dyr eller en person, som man holder af.

Alt i alt en udmærket bog med en god og spændende handling, som kan føre mange forskellige samtaler med sig. Prisen er dog i overkanten af, hvad bogen er værd.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Lone Munksgaard Nielsen og Hanne Bartholin: Dinosauruspulveret
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 32 sider
ISBN: 9788702057379