|
|
At barokoperaen Partenope fra Georg Friedrich Händels hånd aldrig tidligere har været opført i Danmark er muligvis en skandale; men at den bliver det nu, knap 300 år efter sin tilblivelse, er på den anden side en succes. Særligt når ægte barok møder ægte barok ved Concerto Copenhagens bidrag fra orkestergraven på Gamle Scene.
En dronning er vel altid attraktiv - særligt, når hun som Partenope kommer med et helt, ikke et halvt kongerige. I operaen af samme navn tilbedes Napolis dronning Partenope af en række mænd, hvoraf den ene, charmepotten Arsace, oprindeligt tilhørte en anden.
Den forsmåede elskerinde har derfor klædt sig ud som mand for i kombination at spionere og hævne sig på den svigefulde. Mezzosopranen Tuva Semmingsen i bukserollen som Rosmira/Eurimene tilfører den superromantiske operakomedie sin tyngde, og sammen med aftenens stjerne, Inger Dam-Jensen, kaster scenens to kvinder lange skygger over d'herrer kontratenorerne Andreas Scholl og Christophe Dumaux.
En annonceret forkølelse til trods gav Andreas Scholl publikum, hvad de kom for at se, nemlig en international stjerne med format. Rollen som den ynkelige og kærlighedshungrende Arsace klædte næsten en svækket Scholl, og den musikalske spænding mellem ham og Inger Dam-Jensen var sublim i kemi såvel som tonesprog. Dam-Jensen med sin kontrollerede, klangfulde og dybe sopran over for Scholls maskulint-fesne kontratenor understregede den politiske magtfordeling mellem karaktererne.
Parallelt med kærlighedskrigen udspiller der sig en kamp om Napolis uafhængighed, og foruden førsteelskere, eder og forbandelser flyver også Napolis bymur hen over scenen. Et modigt scenografiforsøg, der muligvis kan tilskrives iscenesætter Francisco Negrins fortid som filmmager, men i praksis bliver ommøbleringen snarere en barriere end en hjælp for forståelsen. Opsætningen er moderne med en overskrift, der kunne være 'tradition under fornyelse', og krigen udspiller sig da også lejlighedsvist som stole-stopdans og "papir, saks, sten"-udfordring. Nemt at se fra parkettet, men muligvis svært for publikum på balkonerne at fange.
Rent visuelt kunne operaens temaer være bedre fremhævede gennem brug af symbolske farver - eksempelvis den knaldrøde, der lå på lur inde i bymuren til et enkelt kig, men blev ellers forbigået. Kærligheden blev dog re-tænkt som en enkelt flamme, der blev passeret rundt mellem sangerne på en elegant vis, der stod i kontrast til forestillingens øvrige, bastante elementer.
Fænomenale Concerto Copenhagen leverede Händels musik med sædvanlig entusiasme og sjusket præcision, der matcher 1700-tallets barokstil. En musikalsk prik over i'et at få barok med barok på fra Det Kongelige Teater.
Foto: Thomas Petri
Det Kongelige Teater: Partenope
Se spilletider
