|
|
Argentinsk, spansk og fransk - en række meget forskelligartede komponister og kompositioner blev mixet i programmet tirsdag aften den 7.10. i Mogens Dahl Instituttet til en aften, man må antage har været tilrettelagt som "under sydens sol". Pudsigt, at det så skulle blive det danske indslag med musik af Poul Ruders, der brændte hårdest igennem.
Men det luner i den danske folkesjæl at vide, vi kan præstere passion, når passion er påkrævet.
Programmet skiltede med fyrighed, men det havde musikerne glemt et øjeblik.. faktisk det lange øjeblik, det tog, indtil pausen var ovre. I anden halvleg genoplevede og genspillede cellist Morten Zeuthen sin 30 år gamle debut fra Det Jyske Musikkonservatorium, og netop dén opførelse er unægteligt blevet ædlere med årene. Med lige dele ungdomssind, passion og erfaringens sikkerhed greb Zeuthen med Poul Ruders komposition Bravour Studien. Variations on the French Renaissance chancon L'Homme Armé publikum om hjerterne og holdt spændingskurven støt stigende med sin cellobue. En beundringsværdig indsats på en aften, hvor anslaget i øvrigt ikke altid sad lige i skabet, og hvor identiteten som undervisere syntes at have sejret over performance.
Den første gode halve time gik med stuerene udgaver af Debussy og Poulenc (hhv. Sonate i d-mol samt ditto i a-mol), hvor særligt largoen i sidstnævnte fik maskulint udtryk gennem de insisterende figurer og udfordrende dobbeltgreb på celloen. Lækkert at få smidt en luns frem mod pausen, og klogt af musikerne at spidse vores ører som var de blyanter i 1. klasse; vi trængte!
Efter danske Poul Ruders - i øvrigt samtidig studerende med Morten Zeuthen i 70'erne og dertil værelseskammerat - blev der rundet af med argentinske Ginastera og spanske de Falla. De klædte ikke hinanden synderligt, men programplanlæggeren har antageligt tænkt, at her var der stemning og lidt sydlandsk blod på trods af, at komponisterne er fra hvert deres kontinent. Sproget deler de dog, og sandt er det, at Argentina fortrinsvist er befolket af emigrerede sydeuropæere. Ginastera hyldede pampassen i Pampeana nr. 2, og både pianist Amalie Malling og Morten Zeuthen syntes at være oprigtigt nysgerrige efter at fremmane de basale, men effektfulde programmusikalske elementer; det være sig kvægets trampen og døgnets rytme i det nøgne lavland.
Selve den smukke koncertsal, Mogens Dahl Instituttet er, leverede autentisk høje temperaturer under koncerten, og den helt igennem veltilrettelagte og professionelle omgang, personalet yder gæst såvel som kunstnere, står nu alligevel tilbage som imponerende i dansk koncertliv.
