|
|
Positivt, at Det Kongelige Teater har mod på at lukke fremmede stjerner ind i det ellers så eksklusive kompagni; purunge Marvin Spahi er en forfriskende Othello i den overgearede ballet-hop-hippe forestilling baseret på Shakespeares jalousidrama. Lidt overlæsset indtryk, men befriende frækt initiativ af nationalscenen.
Rygtet bølgede frem og tilbage langs med stolerækkerne i en anonym mund til mund-kæde blandt publikum. "47 minutter" var budskabet. Othello på kun 47 minutter. Det skabte en ekstra forventningens spænding, der efter mindre end en time var forløst. Ja, det kunne sgu lade sig gøre. Men et godt råd til "næste gang" er, at koreografen bør overveje en vis trimning af persongalleriet, når de omfangsrige klassikere bliver nyfortolket i pixi-format.
Korpsdanser Amalie Adrian danser rollen som Desdemona med ynde og sans for det oprindelige, hvilket placerer hende i skærende, men ikke uskøn kontrast til Marvin Spahis ekspressive og moderne Othello. Netop kontrasterne synes at udgøre kernen i Louise Midjords udgave; Venedigs hof i suits over for en generisk krig i camouflagetøj, skøgen i dette årtusindes luderklude og den mere etablerede institution ægteskab ved Desdemonas hengivne uskyld og bedagede kjoler.
Grundkonflikten i fortællingen om Othello er jalousi, sædvanligvis afgørende illustreret med det tørklæde, som Othello giver Desdemona, og som i et spind af intriger og bedrag forsvinder, hvormed Othellos sidste, desperate handling får næring. Nok er tørklædet med i Det Kongelige Teaters forestilling, men dets rolle bliver ikke tydeliggjort, hvilket blot lægger sig i toppen af bunken med forvirrende og overfladiske symboler, der introduceres uden at blive lukket igen. Der kunne med fordel slankes og simplificeres.
Godt, Marvin Spahi er på scenen - han bærer stort set egenhændigt ansvaret for, at Othello bliver en se-værdig og sammenhængende forestilling. Til tonerne af Zaki Youssefs musik skiftevis elsker, hader og lider han med et udtryk så troværdigt, at det kunne være reality show. Hans imponerende opmærksomhed over for scenens struktur og kreative muligheder tilfører derfor også Nicolaj Spangås' enkle, men ikke helt taknemmelige scenografi en vis berettigelse. Kunne man blot hive Marvin Spahi ud af street dance-miljøet og ind på de mere bonede scenegulve, var Det Kongelige Teaters fremtidige publikumsudfordring løst.
Christian Hammenken kæmpede en smule med at gøre Cassio så æggende og seksuelt interessant, som det sig hør og bør, mens aspiranten Alban Lendorf som paradisets slange Jago fint balancerede i skiftet mellem manipulator og inspirator.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset: Othello
Se spilletider
