|
|
Ondskaben er løs på Odense Teater. Jan Guillous berømte roman "Ondskaben" om teenageren Erik opføres som monolog med en fremragende Claus Riis Østergaard. Erik lever i et voldsregime i hjemmet og på skolen, et regime, som er ved at overtage hans egen bevidsthed. I monologen udspilles Eriks indre kamp for at slippe ud af ondskabens klør.
25 strafslag med klædebørsten indleder og afslutter monologen. Eriks far er ondskaben selv, og det får Erik at føle på både krop og sjæl. Ondskaben findes i rendyrket form, når der ligger overvejelser bag. Denne form for ondskab sniger sig ind på Erik. Han organiserer og leder skolens stærkeste bande. Han spiller spillets regler og tænker taktisk. Han overlever volden ved at bruge vold selv. Han tager imod sine bank, men han uddeler dem også selv. Hans inderste følelser kredser om had og vrede. Er hadet stort nok, så kan man hverken mærke smerte eller angst.
Claus Riis Østergaard formidler flot denne hårde kerne af ondskab. I en erindringsstrøm skabes en enetale, der fænger fra start til slut. Østergaard er Erik, men spiller i dennes projekterede erindring alle roller, alle situationer, alle hændelser for os, publikum. Hans fortællekraft og hans fortælleevne er mesterlig. Han veksler ubesværet mellem uskyld, forventning, venskabelighed, hån, had og ondskab.
Dramatiseringen af romanen som en monolog er et spændende valg. Den tydeliggør den indre kamp mellem det gode og det onde i mennesket. Benny Haag stod for omdannelsen til drama allerede i 1995, men vi kan nyde den i frisk gennemarbejdet opsætning takket være Michael Ramløses oversættelse, Lennart Hansens bearbejdelse og scenografi samt Claus Riis Østergaards levende fremstilling.
Fremstillingen begynder i familiens skød. Den begynder i helvede. Da Erik skal skifte skole og anbringes på en kostskole, ser han en ny fremtid åbne sig for sig. En fremtid uden had, bank og smerte. Men han tager grueligt fejl. På skolen hersker `Rådet´, en række af de ældste elever, der sætter dagsordnen og bestemmer hierarkiet. Den mentalt stærke Erik udfordrer straks systemet. Først er volden i centrum, men hans nye værelseskammerat Pierre udviser en form for pacifisme og passiv modstand, som Erik har ledt efter hele sit liv, og som mødet med Pierre udløser. En kamp begynder i Erik, ikke kun en fysisk kamp mod kostskolens præfekt og dennes håndlangere, men også en kamp mod hans egen voldelige tendenser.
Med godt skal ondt fordrives. Sådan lyder talemåden. Men kan man opløse en uigennemtrænge-lig verden af had og ondskab med godhed? Claus Riis Østergaard tager indtil slutningen af januar livtag med ondskaben på den lille, intime scene midt i Odense Teaters foyer. Kampen mod ondskaben er i gang. Se selv, hvilken side, der vinder.
Foto: Morten Kjærgaard
Odense Teater: Ondskaben
Se spilletider
