|
|
Søndag den 1. februar kunne man midt i mørket og kulden drømme sig til sydens sol og sommer, sammen med inciterende rytmer og ren livsglæde produceret af cubanske dansere og bandet Sonora la Calle ("Gadernes lyd") som gæstede Musikhuset Århus. Der var masser af hoftevrik til de vuggende rytmer, kort sagt en aften, man blev glad i låget af.
I forestillingen forsøges det at beskrive den måde rumbaen kom til Cuba på. Rumbaen er en videreudvikling af frugtbarhedsdanse, som de afrikanske slaver introducerede til Cuba som en slags underholdning på plantagerne. I den oprindelige rumba blev der spillet på alt, hvad der kunne bruges som slaginstrumenter, f.eks. forskelligt værktøj eller skeer.
I dag danses rumba rundt om i gaderne i Havana og hver søndag er der Rumberos-konkurrencer, hvor der dystes om at danse den bedste rumba.
Det forsøges også i forestillingen at få flettet en historie ind i de danse, der foregår. Det bliver historien om en ung mand, Pepito, som elsker en ung pige, Niki, han skal konkurrere med en rival om: Den, der danser den bedste Rumba vinder - og det bliver Pepito. Efter nogen tid vinder Niki et Cubansk lotteri, som giver hende chancen for et nyt liv i USA, men det betyder, at hun skal sige farvel til alle, hun kender inkl. Pepito. Pepito bliver tilbage på Cuba, men drømmer om at blive sanger i USA. På et tidspunkt bygger han sig en tømmerflåde og drager mod USA. Efter syv dage ender han i Miami, hvor han kommer til at arbejde i Pizza Hut, her drømmer han så om at komme tilbage til Cuba igen.
Havana Rumba er en danseforestilling med et liveband, som også undertiden danser med på scenen.
Alle sange og noget af dialogen fremføres på spansk. Det betyder, at der er mange nuancer og stemninger, man ikke opfatter, hvis man ikke forstår spansk. Der er godt nok en af de medvirkende, som på lettere gebrokkent engelsk forsøger at fortælle, hvad det er der foregår på scenen, men der er stadig meget, man går glip af.
Dansen og musikken er naturligvis universelle kommunikationsmidler, og man kan godt gribe sig selv i at mene, at forestillingen kunne have vundet ved, at de medvirkende havde koncentreret sig om at udføre deres flotte danse, i stedet for pinedød at ville fortælle en historie med deres forestilling. Det er dog ikke til at vide om forestillingen i den nuværende form er helt fantastisk for spansktalende mennesker.
Både musikere og dansere er meget dygtige og forsøger hele vejen igennem at engagere publikum, hvilket er en noget hård opgave, når vi taler en sal fyldt med vinterramte danskere, som ikke har kutyme for at kaste sig ud i alle mulige halsbrækkende øvelser udi dansekunsten. Det lykkes dog ved forestillingens slutning at få stort set alle i salen op ad stolene og i gang med at lære de første trin i rumbaens svære kunst og ja, det er meget sværere end det ser ud til, når de cubanske dansere giver den gas på scenen.
Musikhuset Århus: Havana Rumba
