|
|
"Suppe og kanoner" er en forestilling, der drejer sig om den tidligere kulturminister Brian Mikkelsens kulturkanon og om, hvad de bøger, der er taget med på listen, har at sige helt almindelige ikke-akademiske mennesker i dag. Det er det floromvundne sat op mod dagligdagen, poesien versus nutidens sprog og ja, der bliver serveret suppe til!
Anita og Sanne har sammen startet det lille firma "Suppedasen". Firmaet er blevet bestilt til at servere en skålfuld suppe til et litteraturforedrag i forsamlingshuset. Alt er klart bortset fra, at foredragsholderen, Brian, ikke er dukket op, og der står en mystisk kuffert og roser midt på gulvet. Desuden går de to damer også og hvæser lidt af hinanden.
Det viser sig, at den store kuffert indeholder de bøger, som er blevet kanoniserede som værende grundlaget for Danmarks kulturarv. Sanne spørger, om Anita vil have en bog, men sådan en har hun allerede derhjemme. De to damer er tydeligvis ikke litterære, men hvad vil to såkaldt almindelige damer få ud af de kanoniserede tekster fra kufferten?
Suppe og kanoner er en teaterforestilling med en snert af både satire, tragedie og komik. Forestillingen er ikke et forsøg på at kritisere regeringens projekt med at lave kanoner for at sætte standarder for, hvad man bør vide, når man er dansker. Forestillingen går simpelthen ud på at lade to ikke-litterære personer læse i de bøger, der er kommet med på kanonlisten og se, hvad de får ud af dem. Har de gamle tekster overhovedet noget at sige moderne mennesker?
I første omgang lader det til, at nogle af bøgerne vækker genklang i kvinderne. Anita er lidt forelsket i naboens lillebror, Johannes, som sender meget floromvundne SMS'er, og hun reagerer meget positivt på de poetiske vendinger omkring kærlighed i bøgerne og synes, at "det lyder meget pænt". Sanne er gravid og vil ikke fortælle Anita, hvem faren er, der er vist også noget med, at de to damer har haft noget kørende med den samme mand. Sanne forarges til gengæld over referencerne til børn og sex i Fru Marie Grubbe samt drengene i Jensens kælder fra Klaus Rifbjergs ...Og andre historier.
Efter indtil flere svulmende SMS'er fra Johannes, ender Anita med at svare "Ja, vi kan godt mødes". Helt almindeligt, kort og klart, plottet for poesi. Der hænger vi så; kan poesien i de kanoniserede bøger overhovedet bruges til noget i dag, eller er dagligdags sprog at foretrække, for det er da til at forstå?
Ideen med at inddrage publikum som statister i forestillingen er god og det at lade serveringen af suppe indgå som en del af forestillingen er yderst original og lykkes rigtigt godt. Til gengæld så lykkes det knapt så godt for de to damer at komme med nogle knivskarpe observationer og opfattelser af de tekster, de læser. Det ender med mest at blive højtlæsning af de kanoniserede tekster, og det er måske meget godt, hvis ideen var at give publikum blod på tanden til selv at fordybe sig i værkerne. Men ideen skulle jo netop være at få ikke-litterære til at kommentere på teksterne og ikke bare læse dem højt. Adam Oehlenschlägers Hakon Jarls Død udsat for iscenesættelse af de to damer er nok det nærmeste, vi kommer et billede på damernes opfattelse af teksten. Især den måde jarlen får skåret sin strube ud på, vækker latter.
Foto: Niels Krogh
Svalegangen: Suppe og kanoner
Se spilletider
