More news

 
Literature
Den grønne zone

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Den grønne zone
Sun 19 Apr 2009



Den indisk-amerikanske journalist og forfatter Rajiv Chandrasekarans "Den grønne zone", der udkom i dansk oversættelse d. 2. april, har meget sigende undertitlen "En reportage om USA's katastrofale administration af Irak", en kommentar, der ganske kort og præcist opsummerer hele Chandrasekarans holdning.

Det er en ret speciel oplevelse at læse Rajiv Chandrasekarans bog Den grønne zone. Det er en utroligt velskrevet, sjov og fascinerende fortælling om den første tid i Irak efter invasionen af Bagdad. Bogen starter med en lettere surreel beskrivelse af et hovedkvarter indrettet i ét af Saddam Husseins tidligere paladser med udsigt over Tigris og med swimmingpool, hvor udsendte soldater og bureaukrater soler sig, og hvor kantinen serverer "Freedom fries" og udelukkende "traditionel" amerikansk mad - de raske drenge skulle jo nødigt få hjemve eller tage til takke med den lokale cuisine. Den sikre zone er efterhånden blevet et helt mini-Amerika i Iraks hovedstad. Ideen med at introducere emnet således er, at Chandrasekaran vil understrege, hvor de grelle fejl i tilgangen til genopbyggelsen af landet er: nemlig den manglende gennemgående planlægning og fremsyn for foretagendet, et argument han på fornem vis bruger resten af bogen på at underbygge.

I "Kontrolfreak" bliver læseren introduceret til generalguvernør L. Paul Bremer III, en republikansk arbejdsnarkoman, der på nærmest diktatorisk vis styrede Den grønne zone og ikke fandt sig i at blive sagt imod. Han mente ikke, at amerikanerne, fordi de jo er en besættelsesmagt, behøvede at "rådføre sig med irakiske repræsentanter af nogen art", og indførte en udrensning af "de højtstående medlemmer af Saddams Baath-parti" - den såkaldte "af-baathificering", modelleret efter afnazificeringen efter Anden Verdenskrig. Chandrasekaran beskriver, hvordan Irak under Bremer blev styret af en slags korruption, hvor midler enten forsvandt eller blev brugt på andet end det, de var bevilliget til, hvor fokus var på de forkerte processer, hvormed genopbygning fejlede, og hvor personale blev ansat eller udnævnt ud fra politisk tilhørsforhold, nemlig at de var loyale republikanere, der støttede Bush.

Fælles for de mislykkede guvernører og andre aktører i den første fase af genopbygningen af Irak synes at være, at de alle (uden undtagelse) undervurderede det irakiske folk; de irakiske institutioner, såsom politiet, politikere etc.; de behov, der ville opstå; eller havde den grundtanke, at de irakiske bureaukrater, politikere og andre offentligt ansatte alle var korrupte, baathister eller bare generelt "ubevendte".

Gennem bogen afbrydes hovedteksten af små vignetter - "Den grønne zone, scene 1-13" - der på helt absurd eller endda nærmest surreel vis demonstrerer de udsendtes (for det meste negative) attituder til alt fra kvinder i hæren og det irakiske folk til USA's egne organisationers håndtering af situationen. Disse små scener er på det nærmeste tragikomiske og understreger glimrende Chandrasekarans argument om den amerikanske besættelsesmagts inkompetence.

Bogen er ikke udelukkende en lang tirade om amerikanernes uduelighed og uvidenhed. Chandrasekaran introducerer også stædige irakere, der (f.eks. pga. Saddam Husseins måde at styre bl.a. økonomien på) nægter at ændre på, hvordan de før har drevet fabrikker og diverse offentlige institutioner, og ikke synes at have den fjerneste anelse om, hvordan (den økonomiske) verden udenfor Irak hænger sammen.

Personerne, Chandrasekaran beskriver, er til tider så komisk originale, at det virker som en skønlitterær forfatters påfund, hvilket gør bogen så meget mere rammende: dette er ikke skønlitteratur og disse klaphatte er virkelige personer. Det er en gennemforsket (om end subjektiv) reportage af en meget talentfuld journalist, der selv var til stede meget af den tid, bogen behandler, og kan derfor anbefales som en fin og letlæselig introduktion til, hvorfor det er gået så galt i Irak efter invasionen.

bogens hjemmeside kan interesserede læse uddrag af bogen på engelsk og få mere information om forfatteren.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Rajiv Chandrasekaran: Den grønne zone - en reportage om USA's katastrofale forsøg på at styre Irak efter invasionen
Forlag: Gyldendal
Sider: 367
ISBN: 978-87-02-07426-0