More news

 
Classical music
Mozart i manegen på Opera Hedeland

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Mozart i manegen på Opera Hedeland
Tues 4 Aug 2009


Afhængigt af forventninger og erfaringer med Mozarts "Tryllefløjten" kan Opera Hedelands cirkusudgave såmænd godt anbefales, særligt for de ubesmittede. Mere erfarne operagængere vil nok undre sig over, hvordan 1700-tallets mystik og okkulte leg med livets sprængstof kan blive til knaldhætter og fjas i en arena.

Jo, jo. Man har rigtignok ofte siddet til en opera og tænkt netop det: "Hvilket cirkus!" Men derfra og så til at rykke Mozart i manegen er der alligevel langt. Eller også er det bare selve værket Tryllefløjten, som bestemt ikke klæder Opera Hedelands valgte scenografi - et komplet cirkus med vaskeægte, fransk tryllekunstner, heste, gæs og kameler.

Tryllefløjten er jo en alvorlig udviklingshistorie om den skønne Nattens Dronning, der indtrængende beder Tamino redde datteren Pamina fra sin strenge far Sarastro. Sammen med Papageno må Tamino gennem et utal af prøvelser og demonstrere den gode vilje for Sarastro; hjulpet godt på vej af magi, mørkets og lyset kræfter samt.. ja, tryllefløjten.

Cirkusversionen gør det svært at tegne polerne tydeligt - alt foregår jo inden for samme cirkel, hvormed fortællingens indbyggede hierarki 'flades ud'. Sarastros bas synges autoritært og smukt klingende af Arutjun Kotchinian, der også spiller rollen som cirkusdirektør.. Et dystert sammentræf!

Sangerne er generelt af høj kvalitet - og selvom Nattens Dronning fejler lidt på toppen af registret, er danske Agnete Munk Rasmussens sopran, direkte importeret fra førerbunkeren Semperoper i Dresden, en tiltrængt afveksling i det nationale udbud. De tre cowgirls (!), som redder Tamino fra slangens bid, er både kække og velsyngende, ligesom deres indbyrdes samspil med fordel kunne have dannet præcedens hos andre 'grupperinger' i stykket, eks. Nattens Dronning/Sarastro og Tamino/Papageno, der sine steder virker ujævne.

Orkesteret er Värmlands Sinfoniettaen, og de gør en ualmindeligt god figur særligt med de kraftige strygere, selvom vilkårene er, at lyden må forstærkes gennem det helt store av-udstyr for at nå ud til de knap 3.000 publikummer. Tempoet syntes dog en smule ukoordineret med dirigent Henrik Schaefer og solisterne, men hvad? - vi er i grusgraven til det folkelige, festlige og så vidt muligt fornøjelige, og så må de moralske belæringer fra scenekanten skubbes lidt i baggrunden for denne gang.

Scandic leverer en velkomponeret picnickurv til at indlede aftenen med; der er tænkt over sammensætningen i en farvemættet og velanrettet komposition i den milde ende fra laksemousse over kylling og regulære stykker mørbrad til en moden melon- og fetasalt afrundet med kage.

Tag til Opera Hedeland for helhedens skyld og ikke de typiske enkelte lunser, som får hårene til at rejse sig momentant. Og tag bare børn og barnlige sjæle med - det er nu alligevel skægt, når gæssene ikke vil i gåsegang, duerne ikke vil forsvinde magisk og hestene tvivler på retningen. Opera med mere!

Foto: Marie Rosenkrants Gjedsted

Teater Hedeland: Tryllefløjten

Se spilletider